En golfoplevelse fra Den Dominikanske Republik!

Af Henrik Lykke Nielsen.

Da jeg første gang ankom til den Dominikanske Republik, nærmere betegnet Puerto Plata i 1992, var det ikke med det mest positive indtryk, at jeg langt om længe kunne lukke mig ind på mit hotelværelse. Det var sent, et godt stykke over midnat og jeg var træt efter flyveturen fra New York og 6 timers forsinkelse. Ikke nok med det, måtte jeg til min fortvivlelse konstatere, at mine kufferter ikke var kommet med, de var blevet hængende i New York - og jeg havde endda betalt for overvægt! Sikken en start!
Det var derfor med en kombination af glæde, over endelig at være ankommet, og irritation over de manglende kufferter, at jeg læste sedlen på mit hotelværelse:

Hej Henrik
Velkommen. Vi ses i morgen kl. 7.00, vi har tee-off kl. 7.15.
Hilsen J
Jeg havde naturligvis ikke noget imod at starte mit ophold i den Dominikanske Republik med en runde golf, men mit skiftetøj var jo i New York! Under normale omstændigheder ville det ikke være noget problem, men jeg var rejst fra Danmark med slud og temperaturer omkring frysepunktet til Puerto Plata, hvor temperaturen stort set aldrig kommer under 20 grader ... Lysten til golf vandt og jeg spillede med.

Jeg husker ikke meget om selve runden, kun at jeg syntes banen var lækker, at jeg puttede ad h..... til (jeg skyndte mig at skylde skylden på tidsforskellen), at jeg var imponeret over Playa Dorada Golf Club - 18 huller, par 72, 5760 meter fra hvid tee.

Playa Dorada (den gyldne strand) ligger lige uden for Puerto Plata på nordkysten af den Dominikanske Republik. Playa Dorada Golf Club's bane er anlagt med 13 hoteller på og omkring banen.
13 hoteller omkring en golfbane får de fleste golfere til at få kuldegysninger, fobier om lange og mange ventetider. Faktum er, at der stort set ikke er ventetider og man føler sig absolut ikke "pakket ind" og det gør heller ikke noget at man slår lidt skævt, idet der er meget plads og luft mellem fairways og hotelanlæggene - selvfølgelig ikke på alle huller...

Siden min ankomst hertil er det ikke blevet til så meget golf som jeg havde håbet, men lidt er det da blevet til på de forskellige baner i landet. Oftest har jeg spillet Playa Dorada, da jeg bor kun 15 minutters kørsel fra banen.

Sidst jeg spillede var på min fødselsdag i år. Jeg fik 18 huller i gave af en god ven, men havde desværre kun tid til 9, så vi besluttede os for "front nine" og vi havde tee-off kl. 14.00.
Min caddie, Antonio, med 14 års erfaring i gamet var smilende, venlig og virkede meget prof. Uden videre kommentarer og med et fortroligt smil gav han mig min driver på 1. hul og sagde: "Dette hul tilgir' alt". Første hul et par 5 på 430 meter med en sø på venstre side af greenen. Drivet var ikke godt, men det var andenslaget. På vej hen til bolden sagde Antonio med et lunt smil, at jeg ikke skulle træne meget for at spille i PGA ... Fuld af selvtillid gik jeg til mit 3. slag og med Antonios kommentar i baghovedet slog jeg. Slaget var godt med desværre for meget til ventre, så jeg "høvlede" bolden i søen, hvilket resulterede i en 7'er, 2 over par.


1. huls tee-sted, Playa Dorada Golf Club

2. hul, et par 3 hul på 150 meter, var heller ikke nogen succes! Et toppet tee-slag med femjernet og et halvhjertet indspil, hvor jeg kom til at ligge modbydelige 2 meter "over" hullet resulterede i en 5'er.
På vej til 3. hul sagde Antonio at jeg havde et godt sving. Denne gang virkede Antonios opmuntrende ord, for på 3. og 4. lavede jeg par, det kørte bare som det skulle, ikke noget pjat - OK et par heldige puts skal jeg indrømme, men det hører jo med. Drivet på femte hul, et par 5 hul på 460 meter med en lumsk lille bæk (her kalder de det "el rio" - floden, uanset størrelse) og nogle bunkers, som man skal passe meget på.
Jeg kan anbefale at man, på dette hul, holder sig 100% til hvad caddien siger: "Hold dig til venstre for bunkers og i andetslaget til venstre for "el rio". Jeg havde honnøren, så jeg lagde ud med driveren, drivet blev lidt for kort, men bolden var til venstre for bunkeren. Phil, min makker, ramte drivet perfekt og lagde sig perfekt på fairway. Mit andetslag var perfekt ramt, bortset fra at jeg kun havde fået fat i halvdelen af hvad Antonio havde sagt. Resultat: endnu en gang havde jeg "høvlet" bolden i vandet og Antonio noterede mig for endnu en 7'er. Phil (han har forøvrigt et rigtigt lækkert sving) var mere konstant og spillede på dette tidspunkt til sit handicap, hvorimod jeg var over.

På trods af utallige opmuntringer fra Antonios side spillede jeg som en sæk kartofler på de næste huller. Phil fortsatte de gode takter. Ved tee-stedet på 9. hul, et par 4 på 345 meter med en sø på venstre side, stort set fra tee-stedet og helt op til pinden, mente Antonio at jeg skulle træne meget, hvis jeg skulle gøre mig noget håb om PGA. . .
Jeg kommenterede ikke sagen videre! Efter et flot drive af Phil, måtte jeg bevise at Antonio ikke havde helt ret... Begge vores drives lå flot ved siden af hinanden ca. 150 meter fra hullet. Begge vores 2. slag, så fra vores vinkel, ud til at være af PGA og EPGA kvalitet, selv Antonio var begejstret. Da vi kom nærmere kunne vi se at vi ikke lå en halv meter fra, men nærmere 6 meter fra pinden. Jeg fik min par, hvorimod, Phil måtte nøjes med en bogey.


9. green med "Isabell Torre"-bjerget i bagrunden, Playa Dorada Golf Club

Jeg var glad for min fødselsdagsgave og Phil og jeg havde en hyggelige 9 huller på en god og velplejet golfbane som tilgiver en del "skæverter". Fairways er gode, greens er amerikanske, dvs. store og med mange kurver og hældninger. Caddies er gode og klubben råder over alle faciliteter og en restaurant hvor jeg måtte give den obligatoriske taber-øl! Og sidst men ikke mindst så er det næsten altid golfvejr her, som det tydeligt ses af billederne! Temperaturen kommer aldrig under 20 grader.
Banen er let at finde, idet den ligger i hjertet af Playa Dorada-hotelområdet lige uden for Puerto Plata. En 4 stjernet bane med 4 stjernet faciliteter! Priserne er rimelige, 18 huller: Green fee ca. Dkr. 320,-, caddie ca. Dkr. 50,- + 50,- Dkr. i drikkepenge. Golf cars koster ca. Dkr. 180,-. Green Fee for 9 huller koster det halve af prisen for 18 huller og tilsvarende halvering er gældende for caddie osv. Undervisningstimer mulige. Proshoppen kunne være bedre udstyret.

Playa Dorada Golf Club, absolut et besøg værd!


Copyright © 1997, Golf Online Danmark, All rights reserved.