Bjergtagende baner på Madeira
På en vulkansk klippeknold i Atlanten finder vi et golf-paradis af overdådig naturskønhed.Af Helle Nissen Kruuse
Man er helt ved at glemme golfen, når man står på Palheiros nok smukkeste hul, det tredje, med en uforglemmelig
udsigt over Funchal.
På Madeira spiller jeg kun 18 huller om dagen. Men efter 18 huller på en af øens to golfbaner er jeg mere udaset, end når jeg spiller de 36 daglige huller, der ellers er rationen i ferier.
Jo for mens golfbaner overvejende er nogenlunde horisontale, så er Madeiras vertikale. Man har fornemmelsen af, at man på hvert eneste hul skal kæmpe sig vej op over øens stejleste bjergpas. Og hvis det en enkelt gang går nedad, afslører flere snavsede buksebagdele i klubhuset sidenhen transportmidlet....
Men der er skam også fordele ved at spille på nærmest lodrette baner. De jævnlige pusterum kan udnyttes til at fryde sig over udsigterne. Banerne er bjergtagende på enhver måde, som en svensk medspiller gispede på Santo da Serra's 18. green, mens vi samtidig så betaget rundt i horisonten med dens skiftende views af solglitrende bjergsider, dybblåt Atlanterhav, fjerne øer i disen - og med klubhuset inden for rækkevidde inclusive en velforsynet restaurant.
Madeira har to attenhullers baner - Palheiro et kvarters kørsel fra Funchals centrum og Clube de Golf Santo da Serra oppe i bjergene en halv times kørsel fra byen.
Den sidstnævnte er ved at udvide til 27 huller. Det er den, vi i fjernsynet kan se den europæiske PGA tour spille Madeira Island Open på hvert år, sidste år var det 27.- 30. marts, og i år er den programsat til 18.-21. juni.
Begge baner er næsten overjordisk dejlige. Skal jeg skildre deres særpræg og forskelle med et par ord, er Palheiro den elegante, feminine bane, mens Serra-banen er den udfordrende, dramatiske, maskuline bane.
De er begge eminent gode baner, noget af det naturmæssigt flotteste jeg nogensinde har spillet på, de er velholdte og ligger i velorganiserede golfanlæg, og de fortjener lutter lovord - bortset fra at især Palheiro gerne måtte være lidt billigere.
Prisen for en runde på Serra er fra 1. januar 1998 9.000 Esq. (ca. 340 kr) iberegnet transport i minibus til og fra ens hotel i Funchal. På Palheiro skal der betales 11.000 Esq. (ca. 415 kr), og minibus-transporten er kun gratis, hvis man bor på et af de hoteller, der har været med til at oprettet banen. I så fald kan man også få greenfee-rabatter.
Og så ligger de altså på en subtropisk ø, der for en nordbo er et paradis af frodighed og uforglemmelige naturindtryk. Vejret selv om vinteren er ideelt til golf dvs shorts og ærmeløs poloshirts. Diset regn på nogle få huller en enkelt dag i bjergene. Ellers sol og atter sol fra morgen til aften. Godt 20 grader om dagen og knap nok køligt om aftenen.
Botanisk golfbane
Banen nærmest byen, Palheiro, ligger op til en botanisk have, og frodigheden breder sig ind over golfbanen, hvis Course Planner ikke nøjes med at fortælle om afstande til bunkers og green-størrelser. Men også fortæller om øens fugleliv og hul for hul fortæller om vegetationen, fx om 15. hul, et par tre: "Undgå at ramme den elegante Cryptomeria japonica eller tulipantræet, når du spiller over dalen fra backtee".
Og:
"Den enlige Macrocarpa cypres midt på fairwayen før 18. green er et sidste minde om Palheiros smukke træer, hvis du ellers kan få øjnene fra den lille hvide bold..."
Eller:
"Dit drive på 12. hul skal have et heldigt hop væk fra avenuen af platantræer, der udgjorde den gamle kørevej til Casa Velha bygget af greven i 1801."
Casa Velha ligger lige ved golfbanen og var oprindelig bygget som en jagthytte af den første Conde de Carvalhal., der ejede hele Palheiro-området i bakkerne over Funchal. Casa Velha er i dag et femstjernet hotel især for golfspillere. I 1800-tallets begyndelse importerede greven frø og eksotiske planter og træer til Madeira, og han grundlagde bl.a. en særlig camelia-have. Hele området i Quinta do Palheiro har siden 1885 været ejet af familien Blandy med sit velkendte vinhus. Den har udvidet de botaniske områder og synes iøvrigt at have en hånd med i talrige af øens aktuelle aktiviteter.
Omkring banen er der også adskillige sjældne, ja ligefrem endemiske planter, dvs særlige madeiranske vækster. Flere af hullerne er rydninger i fyrreskov, og langs nogle af banens fairways står stadig rækker af de særlige maritime fyrretræer, der giver associationer til Funchals marina med de mange lystsejleres duvende master.
Udsigt fra Palheiros pompøse klubhus ned over Funchal-bugten.
Golfbane med eget fængsel...
Palheiros nok smukkeste hul er nummer 3, et par 4 hul, hvor man starter højt oppe ved en lille tårn-ruin til minde om greven af Carvalhal. Stedet er omgivet af gamle ege (et egetræ hedder på portugisisk carvalho), og man kan se tårnet gengivet på klubbens logo. Med en fænomenal udsigt over hele Funchal-bugten arbejder man sig nedad i en blød kurve for siden at blive overrasket af en lille sø lige foran greenen.
Derfra går det så stejlt opad igen - og opad og.... Snart når vi frem til mit yndlingshul, det velvoksne par 5 hul nummer 8, der belønner et tæskelangt, præcist drive til et smalt landingsområde efter dogleg'ens knæk.
Efter ottende hul er man samtidig ved at være nået til banens ydergrænse og ser pludselig et skrummel af et stort bygningsanlæg med et kæmpetårn i midten. Jævnligt lyder højttaler-transmitterede kommandoer ud over hele arealet. Idyllen er effektivt brudt. En skole? En kaserne? - nej, et fængsel! Og, som en ansat i klubhuset fortæller, endda et meget populært fængsel, hvor mange portugisere fra fastlandet vælger at afsone. Golfbane med eget fængsel...
Palheiro giver fem teesteds muligheder: den blå par 71 championship-bane er på 6.022 m, en hvid par 70 på 5.847, en gul par 68 på 5.328 meter samt damernes røde par 71 på 4.921 og en grå par 67 på 4.274 meter. Men husk, at målene altså nærmest skal forstås vertikalt!
Banen blev indviet i 1994 og er tegnet af Cabell Robinson, en tidligere medarbejder hos Robert Trent Jones, der har redesignet øens anden bane i Santo da Serra.
Drama i bjergene
Mens Palheiro ligger i bakker, finder vi øens anden bane i bjerge. Clube de Golf Santo de Serra kan ikke byde på blomstrende mimoser, men den har til gengæld en banemæssig udfordring i et dramatisk terræn, der får en til at miste pusten - både på grund af højderne, stigningerne og de vældige udsigter.
Vi skal opad og nedad, over frygtindgydende kløfter til smalle landingsområder, skarpe knæk i doglegs, blinde udslag, drilske bunkers, hele tiden nye udfordringer.
Bjerg-banen blev indviet 1991 og er på to 9 hullers sløjfer - Desertas og Machico, og i 1999 kommer en tredje sløjfe til. Den er selskabsejet og har knap 200 medlemmer.
Santo de Serra er som Palheiro heller ikke så lang målt i meter, men det snyder.
Den måler som hvid 6.039 m, gul 5.496 m og rød 4,511 m. Alle par 72. Og altså nærmest lodret!
Belliggenheden i bjergene giver et særligt klima på Serra-banen. Man kan have forladt et Funchal badet i solskin, og man kan også spille ud fra første hul i tindrende sol. Men der er ingen garanti for, at det vejr varer ved runden igennem. Vi er så højt oppe, at man til tider kan kigge ned på skyerne.
På et af par 3-hullerne driver skyerne ind over hullet, netop som vi skal slå ud, og det er stikumuligt at øjne antydning af noget flag dér, hvor man gætter sig til, at greenen må befinde sig. Selv om pinden står kun ca. 100 meter fremme.
Få minutter efter er skyerne drevet væk, og solen glitrer igen i klipperne.
Man skal også tage i betragtning, at vinden kan té sig underligt heroppe. Den hvirvler rundt i skiftende retninger - og det samme gør bolden til tider.
Der er adskillige uforglemmelige huller på bjerg-banen. Selv er jeg særlig glad for par 3-hullet (Machico-sløjfens fjerde hul), hvor man skal slå over en dyb kløft til en green, der næsten svæver ude over klippekanten - og nået vellykket derop fortaber man sig i udsigten ud over klipperne og det vulkanske bjergmassiv ned mod øens nordøstlige ranglede halvø med øen Porto Santo i Atlantens fjerne horisont.
Skyerne kommer og går oppe på bjerg-banen i Santo da Serra.
Her er vi på Machico-sløjfens fjerde hul med den bjergtagende udsigt.
Men tredie hul på Machico, et par 5, blev af en særlig grund mit oplevelsesrigeste hul.
En norsk golfspiller havde dagen før mistet sit kreditkort og kunne ikke få overført penge fra Norge til en madeiransk bank på grund af helligdagslukning. På Serra-banen prøvede han derfor at skaffe kontanter ved at sælge sit udstyr. Jeg skulle prøve hans Great Big Bertha titanium driver og besluttede, at den skulle indvies her på par 5-hullet.
Efter mit udslag lød der fra os alle fire i gruppen et imponeret vauwww....
Jo, jeg købte Bertha'en.
Er der ikke noget om, at bolde går længere i tyndere luft?
Até a vista Madeira!
Artiklen publiceres med tilladelse af bladet Golf, hvor den bliver bragt i marts-nummeret.