Steen Tinning stopper ikke karrieren foreløbig
12. august 2001
Steen Tinning stopper ikke karrieren foreløbig
Steen Tinning
© www.golfonline.dk
- med mindre rygskaden tvinger ham ud af spillet
For lidt over et år siden oplevede den danske golfveteran Steen Tinning, sin lange karrieres absolutte højdepunkt da han i duel med bl.a. Ian Woosnam, sikrede sig sin første sejr på European Tour, Wales Open. I dag ser karrieren som ventet helt anderledes ud, men desværre skyldes det ikke spillet på banen men en ondartet ryglidelse, der har generet Steen Tinning i et stykke tid.- Jeg har længe haft lidt småproblemer med ryggen, ikke værre end at jeg kunne leve med det, bare jeg fik regelmæssige behandlinger. Men efter det knæk i lænden jeg fik mens jeg lavede strækøvelser under Loch Lomond Scottish Open, er det blevet meget værre. Nu kan jeg ikke spille uden at tage smertestillende medicin og det kan jeg jo ikke blive ved med, siger Steen Tinning til Sportal.
- Jeg har absolut ingen planer om at skulle stoppe karrieren, men det er klart, at hvis jeg af lægerne får at vide, at det vil gå ud over min førlighed hvis jeg spiller videre, ja så stopper jeg naturligvis, siger Steen Tinning, om de rygter der vil vide at han stopper karrieren efter denne sæson.
- Men da ingen endnu ved helt nøjagtigt hvad der er galt, er det lidt for tidligt at drage den konklusion. Jeg håber jo stadig på, at jeg kan blive kureret helt, bliver jeg det er der skam flere gode golf-år i mig endnu, siger Steen Tinning der har valgt at holde en længere pause efter weekendens Wales Open, for at få undersøgt sit problem til bunds.
Skrevet af Michael Lermark
Tilbage til nyhederne
Copyright © 2001, Golf Online Danmark, All rights reserved.