Amanda Moltke-Leth videre


Amanda Moltke-Leth klarede cuttet
© Amanda Moltke-Leth
13. oktober 2001

Kun en af de to danske deltagere i kvalifikationen til næste års LPGA Tour klarede cuttet efter 54 huller.

Lidt overraskende, stillingen efter 2. runde taget i betragtning, er det Amanda Moltke-Leth, som skal spille fjerde og sidste runde.

En tredje runde på 70 - to under par - sendte hende op på en delt 58. plads, hvor hun dog er seks slag efter den 18. plads, der giver fuld adgang til tour'en. Så skal hun gøre sig forhåbninger om kortet, kræver det en sidste runde i den pæne ende af 60'erne.

Til gengæld er hun kun tre slag fra en 35. plads, som giver en non-exempt status på tour'en, med mulighed for at spille nogle turneringer - men uden de samme muligheder for at planlægge sæsonen på forhånd, som et "rigtigt" kort havde givet.

Iben Tinning måtte derimod pakke køllerne sammen efter en tredje runde i tre over par.
Samlet endte Iben Tinning i 10 over par, et slag fra cutgrænsen.


Danske drømme falmede i 2. runde

Begge de danske deltagere i kvalifikationen til LPGA Tour næste år er ved at have udspillet deres chance.

Det gælder i særdeleshed Amanda Moltke Leth, som efter 2. runde er tre slag fra cutgrænsen. Hun gik torsdagens 18 huller i tre over par, hvilket i sig selv ikke var nogen katastrofal score - men med en 79'er (syv over par) i bagagen fra første runde skal der mirakler til, hvis Amanda Moltke Leth skal i nærheden af et kort til næste års tour: Hun skal hente ni slag på de førende i de sidste to runder.

Iben Tinning slap heller ikke fra torsdagen uden skrammer. Med en første runde i tre over par var hun ellers pænt med, men en anden runde der var et slag værre var ikke det, Iben Tinning stod og manglede mest. I samlet syv over par ligger Iben delt 66 - lige på cutgrænsen, men seks slag fra det forjættede land, der giver fuld adgang til tour'en.

Turneringen føres af Candie Kung i fem under par. Nicole Dalkas, som førte efter første runde, kunne ikke følge op på sin flotte åbningsrunde, og måtte notere en 77'er i anden runde. Hun ligger dog på en 7. plads én under par.

Skrevet af Ole Sandvig


Tilbage til nyhederne
Copyright © 2001, Golf Online Danmark, All rights reserved.