Europatouren 2002 - Så svært er det at komme ind i turneringerne


1. november 2001

Der opstår fra tid til anden spørgsmål om, hvordan man via de forskellige kategorier får adgang til turneringerne på Europatouren.

Thomas Bjørn vil i mange år frem mænge sig med de store på Europatouren
Generelt må man sige, der er flere spillere med tourkort og forskellige exemptions end der er plads til i de enkelte turneringer.

Typisk vil felterne i turneringerne ligge på 156 spillere, indtil man i oktober grundet færre lyse timer går over til at indskrænke deltagerantallet.
På trods af en mindre god sæson er Steen Tinning sikret fuld deltagelse næste år

Hvem og hvor mange er der så til at lægge billet ind på deltagelse? Først og fremmest er der spillerne i kategori 1 og 2. Det er spillere med 10 og 5 års exemption. Det er dog spillere der typisk er kvalificeret ad andre veje og som sådan ikke udvider antallet. Dernæst kommer kategori 3 - turneringsvinderne med 2 års yderligere adgang. Her er der enkelte der ikke i forvejen ligger på top-115 på Order of Merit, hvilket er lig med en udvidelse af spillerkredsen. Dernæst kommer top-15 fra sidste års Challengetour med direkte adgang, Tourskolens 35-38 spillere (Antallet kan variere ved delte placeringer på skolen) I det enkelte år er der altid nogle Medical exemptions, spillere der grundet skader eller sygdom får adgang til hele Touren eller enkelte turneringer på Touren.

Til de enkelte turneringer skal så tillægges hjemlandets bedste amatører og sponsorernes invitationer, ligesom der kan komme tilmelding fra eller invitationer til andre Tours attraktive spillere.

Enkelte spillere er derudover æresmedlemmer af Europatouren - eksempelvis Ernie Els og Greg Norman - Ernie ligger i forvejen i top 115 så han har ingen betydning. Endelig er der en adgang for de tidligere vindere af samme turnering samt spillere, der ligger i top-40 på karriere pengelisten.
Søren Hansen var tæt på en sejr i år- kommer der en næste år?

Alt i alt væsentlig flere, end der er plads til. Men nogle sidder over, spillerne planlægger forskelligt, men specielt i de større turneringer kan det for visse spillere blive svært at komme ind.

Steen Tinning, der ved ikke at spille mere i denne sæson kan risikere at ryge ud af top-115 kan få en pudsig rolle her. Som turneringsvinder udløber hans kort først 31/12 2002. Bliver han eksempelvis nr. 115 er der 115 spillere fra Order of Merit, der kommer ind næste år. Bliver han nr. 116 eller dårligere er der pludselig en mere, nemlig top-115 og Tinning. (Samt evt. andre i samme situation).
Anders Hansen er kun en plads efter Søren på Order of Merit

Altså kan Steen ved at ryge ud af top-115 "redde" en kollega. Til gengæld går det udover en anden.

Antallet kommer altså op omkring 115 fra Order of Merit, 15 fra Challengetouren, 35-38 fra Tourskolen og ca. 35 af de nævnte øvrige årsager. I alt godt og vel 200 spillere til 156 pladser.

Forestiller vi os, der i den givne turnering er 30 der sidder over er der omkring 14 spillere, der ikke kan komme ind, men gerne ville.

Hvem er det så det går udover? Ja, der er spillerne der kommer med kategori fra Tourskolen, hvilket gør denne kvalifikation til noget ganske særligt. Ikke alene er det et nåleøje at komme igennem skolens 3. trin inden den endelige kvalifikation. Men dernæst bliver spillerne ranket efter deres placering dernede. De sidst rankede er altså dem, der typisk kommer til at sidde ude. Der er altså ikke nok at kvalificere sig gennem Tourskolen, man skal også helst slutte bedst muligt, nr. 30 kommer måske ind i et par turneringer mere end nr. 31. Det samme gælder i princippet for Challengetourens top-15. De er højere rangeret, end dem der kommer fra Tourskolen men i de store turneringer kan "cuttet" komme til at ligge på deres niveau. Her gælder samme regler som i alle øvrige kategorier, nr. 11 har større chance end nr. 12 osv. De spillere, der kommer fra Tourskolen re-rankes efter en bestemt dato. Det vil sige, at man efter re-rankingen glemmer den oprindelige placering fra skolen, men fremover rankes efter ens placering på Order of Merit. Det kan vende noget op og ned på de 35-38 spilleres muligheder efter denne dato. De 15, der kommer fra Challengetouren beholder derimod deres indbyrdes placering i hele sæsonen.

Mads Vibe-Hastrup - endnu en dansker på Europatouren i 2002
Aktuelt er Mads Vibe-Hastrup sikker på at komme ind på den store tur næste sæson. Men en god afslutning i Grand Finale, der i disse dage afholdes i Frankrig mellem Challengetourens 43 bedste ville kunne bringe ham højere op end den nuværende 10. plads og igen derved forbedre mulighederne yderlige for at komme ind i næste sæsons store turneringer.

Man skal hertil huske, at uanset hvor lavt rangeret man er inden en turnering, vil en top-10 placering altid give adgang til næste uges turnering - og skulle man få en sejr, rykker man lige pludselig ind i kategorien for turneringsvindere og vil være med hver gang fremover. En top-10 placering, der som nævnt giver adgang til næste uges turnering gælder dog ikke, når der næste uge er en Major, WGC eller Volvo Masters på programmet.

Man kan for de foreløbige 6 danske deltagere på næste års Tour konkludere, at de stort set kan komme ind over det hele. Thomas Bjørn giver sig selv. De 2 Hansen og Kjeldsen ligger alle i den flotte del af Order of Merit og Steen Tinning vil - som nævnt - uanset slutplaceringen på OM være turneringsvinder i kategori 3 i næste sæson. Den nyeste i klubben, Mads, skulle via sin placering på Challengetouren heller ikke få de store problemer i langt de fleste turneringer.
Søren Kjeldsen får også i 2002 masser af turneringer på Europatouren

Får vi spillere med via Tourskolens kvalifikation, kan det blive nogle af dem, der kan få det svært.

De skal nok komme ind en del turneringer, men med en eventuel placering mellem de sidste fra skolen kan det måske blive begrænset til de mindre turneringer. Og med tanke på, hvor store penge der efterhånden skal til for at slutte i top-115 og dermed holde Tourkortet, skal der rigtig gode placeringer til i disse mindre turneringer, hvor præmiesummerne ikke er de største.

Erfaringerne viser dog, der altid kommer spillere både fra Challengetouren og Tourskolen og i løbet af kort tid allerede bliver en af de etablerede på Europatouren. Og hvorfor ikke - det kan ligeså godt være en dansker - som da Thomas Bjørn slog igennem i 1996.

Der er ingen tvivl om, der allerede i de danske golfkredse sættes store forventninger til Mads Vibe-Hastrup. Han har formatet på og udenfor banen til at klare det, men der er altså et stykke vej fra at gå 10 under par i en Challengetourturnering og til bare en rimelig placering på Europatouren.

Som alle andre er vi dog ikke i tvivl om, at Mads klarer det og ydermere om nogle få år har etableret sig i af toppen af Europatouren.

Skrevet af Mogens Nielsen


Tilbage til nyhederne
Copyright © 2001, Golf Online Danmark, All rights reserved.
Fotos: © Allsport/ALLSPORT