Thomas Bjørn - Årets Sportsnavn 2001


Billedet med Thomas Bjørn, familien og Dannebrog gik verden runde efter sejren i Dubai Dessert Classic
© Allsport
18. december 2001

Netop som Thomas Bjørn måtte se sig forbigået af stortalentet Mads Vibe-Hastrup i kampen om Den Gyldne Golfbold, fik Thomas senere i dag æren af at være den første golfer nogensinde som er kåret til Årets Sportsnavn 2001 - en udnævnelse som sker i et samarbejde mellem Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Team Danmark og Morgenavisen Jyllands-Posten.

Thomas Bjørn blev en sikker vinder foran racerkøreren Tom Kristensen på andenpladsen og fodboldlandsholdet som nummer tre.

Selve prisoverrækkelsen fandt sted tirsdag aften i Parken og Thomas Bjørn var hastet hjem fra USA for selv at modtage hæderen, som blev overrakt af kulturminister Brian Mikkelsen. Med titlen fulgte en check på 30.000 kr.

Som begrundelse for udnævnelse til Årets Sportsnavn 2001 var især Thomas Bjørns sejr i Dubai Dessert Classic i marts, hvor Thomas i fire dage kæmpede ansigt til ansigt med selveste Tiger Woods og vandt. Desuden andenpladsen sammen med Søren Hansen i WGC World Cup of Golf, samt ni andre top-10 placeringer i år.

Thomas Bjørn er manden der mere end nogen anden har bragt interessen for golf ind i de danske hjem ved uge efter uge gennem mere end fire år at være med i toppen af Europæisk golf - ja på alle verdens golfbaner! Og siden sejren i Loch Lomond i 1996 har Thomas altid været et emne til Årets Sportsnavn.


Tilbage til nyhederne
Copyright © 2001, Golf Online Danmark, All rights reserved.