Dansk golfsucces i Sverige
15. oktober1999Danskere fik fodfæste i Telia-touren, der er springbræt til blandt andet Europatouren
Med seks danskere blandt de ti første i en svenske kvalifikationsturnering om pladser på næste års svenske Telia-tour på banen i Kävlinge er det ikke for meget at kalde den danske deltagelse for en succes. Telia-touren er en af de veje, der kan føre til Europatouren.
Undervejs satte desuden den danske amatør, landsholdsspilleren Peter Jespersen, Esbjerg, banerekord, da han i anden runde gik banen i 66 slag – 6 slag under par.
Kvalifikationsturneringen blev efter 54 huller vundet af danske Christian Kjærgaard, Gilleleje, der var hele to slag bedre end nummer 2, Peter Jespersen.
Christian Kjærgaard er også amatørspiller. På 3.-pladsen fulgte den svenske professionelle spiller Fredrik Söderström, der ellers førte før sidste runde.
Endnu en dansk amatør nåede en placering i top-10, idet landsholdsspilleren Lars Storm, Juelsminde, kom ind på en delt 4.-plads, som han i øvrigt delte med den professionelle Danny Sejer Jørgensen, Brande. Med den professionelle Kim Gadegaard, Skanderborg, på en delt 6.-plads og ny-professionelle Mads Vibe-Hastrup, Helsingør, på en delt 10.-plads var succes'en i hus.
Yderligere to danske amatører, Søren Müller, Holbæk, og John Davies, Dragør, var repræsenteret i finalefeltet, hvor også de professionelle danske spillere, Morten Gram, Hillerød, Thomas Jensen, Esbjerg, Alan Tulloch, Hillerød, og Jakob Borregaard, Hjørring, havde sikret sig plads.Ved en tilsvarende kvalifikationsturnering parallelt hermed på banen i Eslöv, men med knap så voldsom dansk deltagelse, besatte Dennis Kolstrup, Helsingør, en delt 3.-plads, mens Troels Thybo, Holbæk, sluttede lidt længere nede i finalefeltet. Kvalifikationsturneringerne til Telia Tour 2000 fandt sted på fire baner, hvoraf der var dansk deltagelse på Kävling e og Eslöv:
Klik på banen for live-scoring.Tilbage til nyhederne
Copyright © 1999, Golf Online Danmark, All rights reserved.