Af: Asbjørn Ramnefjell,
Den Norske Golfsiden
Hvert år den anden uge i april - eller for at være helt nøjagtig den første hele uge i april - arrangeres golfens "17. maj" på Augusta National Golf Club i Georgia, USA. Her mødes de bedste i verden og de tidligere vindere af turneringen til dyst. Billetter er det næsten umuligt at få fat i. Det er heller ikke let at komme gennem nåleøjet - at blive inviteret med i turneringen. Det er endnu ikke lykkedes for en Nordmand at deltage i dette eksklusive startfelt. Jeg havde den store glæde at tilbringe en uge under turneringen i 1996, som TV-kommentator sammen med Knut Th. Gleditsch. Ugen sluttede med en runde på golfens "aller helligste". Følg med!
 |
Den dag smilet stivnede på Greg Norman
© Stephen Munday/ALLSPORT
|
Det var den berømte Bobby Jones, eller mere formelt Robert Tyre Jones, som var banens "fader". Sammen med den skotske banearkitekt Alistar McKenzie. 1931 var startåret, og den første Masters turneringen blev spillet i 1934. Året efter kom turneringen på alle avisforsider i USA, da legendariske Gene Sarazen holede sit andetslag på det 69. hul (15.) for en eagle med en baffie (kølle nr. 4). Han vandt senere turneringen efter omspil med Craig Wood som også var blevet runner up i den første turnering. Craig Wood vandt senere The Masters i 1941.
Sidste år stillede Jack Nicklaus ikke op på grund af sin hofteoperation. Det er første gang siden slutningen af 50'erne, at verdens bedste spiller gennem tiderne ikke stiller til start.
Min runde på Augusta, dagen efter den berømte duel mellem Nick Faldo og Greg Norman, var en stor oplevelse. Jeg har delt mit hidtil 35-årige golfliv op i to perioder - før og efter Augusta. Følg med på en spændende runde, på en bane hvor man knapt har hørt om greenfee og gæstespil. Billettene var allerede i 1972 udsolgt frem til år 2008 og i 1978 stoppede man med at føre ventelister!
Livet før og efter Augusta
Næsten alle golfspillere har en drøm om at komme til Augusta og måske også få glæden og æren af at spille på den berømte banen Augusta National. Den drøm gik i opfyldelse for mig dagen efter US Masters 1996.
Selve Augusta er en lille by, men golfbanen, som har adresse på byens hovedgade, er stor i dobbelt forstand.
Augusta National Golf Club har omkring 300 medlemmer. Der eksisterer ingen tilgængelige medlemsliste. Klubben er eksklusiv i den forstand, at det ikke er muligt at spille på banen, hvis ikke man er inviteret af et klubmedlem. Banen er lukket for spil om sommeren fordi det er for varmt. Den er også lukket i god tid før Masters-turneringen hvert år. På grund af oprydning er banen også lukket hele ugen efter den årlige US Masters-turnering.
Dog er den åben mandagen efter selve finaledagen. Hvor nogle heldige journalister og fjernsynsfolk lukkes ud på de berømte græsarealer. Det var her indgangsbilletten lå for mig. Som sidekommentator til Knut Th. Gleditsch (GLE) på Norsk TV3 fik jeg lov til være med i lotteriet blandt TV-folkene om de eftertragtede gevinster: en invitation til at spille på Augusta National. Glæden var stor da chefen for CBS lørdag aften før afslutningsrunden overrakte invitationen. Starttiden var kl. 7.38 mandag morgen.
Den store dag
Tidligt dagen efter at Greg Norman havde spillet sin fatale 78-runde mod Nick Faldo's 67'er, skulle drømmen om at spille Augusta National gå i opfyldelse. Jeg skulle gå i fodsporene af de to berømtheder, som udgjorde førerbolden den 14. april 1996 - en finaledag som blev en af de mest dramatiske i US Masters' historie.
I porten ved indgangen til området måtte invitationen fra klubbens daglige leder fremvises. Den kvindelige taxachauffør havde aldrig tidligere været inde på området. Det var, som man forstår, ikke let at slippe ind på banen. På den anden side er det ikke mange som ankommer Augusta National i taxa.
I april måned er svinget for en Nordmand stadig noget rustent. Forberedelserne havde bestået i prøvesving med driveren hver dag medens vi ventede på taxaen som skulle bringe os til banen før TV-udsendelserne. Luftsvingene med driveren var målrettede i den forstand, at håbet om at komme til spille på den berømte bane var stærkt.
Så står man pludselig der - på 1. tee på Augusta National. På samme udslagssted som alle golfstjernene havde betrådt dagen før - med fire dages prøvesving som ballast. Den ene af mine medspillere var en kvinde som havde været på det tyske golflandshold. De to andre på holdet var en 30 handicapper fra New York, advokat, og en tysk fjernsynsmand med 18 i handicap. Med laveste handicap (2) var honnøren min. Måske var det lidt fejt ikke at satse med driveren når man starter på denne vidunderlige turen. Men jeg valgte 1-jernet i stedet.
På rejse i drømmeland
 |
1. hul gøres klar til Masters 1996
© Stephen Munday/ALLSPORT
|
Jeg var spændt på hvordan nervøsiteten ville påvirke slaget på det første hul. Det var virkelig noget specielt at stå der. Nogenlunde den samme følelse havde jeg også på første tee under EM på St. Andrews i 1981 og i mit første VM i den Dominikanske Republik på Haiti i 1974. Jeg må indrømme at overraskelsen var stor da bolden suste af sted. Nok det bedste slag med 1-jernet jeg nogen sinde har slået (i modsætning til de drives jeg slog på første hul i de nævnte mesterskaber).
Det skulle hurtigt vise sig at medspillerne ikke var i særlig god golfform. Nu indbød de lynhurtige greens ikke til den bedste puttning for en uforberedt. GLE og undertegnede havde trænet på stengulvet (!) i den lejede lejlighed i Augusta. Synd du måtte rejse hjem til Champions League, GLE, uden at få testet dine ferdigheder på Augusta!
Banen byder på oplagte fordele for spillere som har et naturligt draw (venstre-skru) i bolden. Med quick-slice, mix'et med enkelte kanonhooks, som eneste våben blev tyskerens score umulig at holde styr på. Advokaten klarede sig bedre, men gennemsnittet var noget over dobbelbogey på hvert hul - mindst. Kvinden, den tidligere tyske landsholdsspiller bar tydelig præg af for lidt spil og en nylig barnefødsel.
Greg var målet
 |
Greg Norman efter sit første drive i sin fatale runde.
© David Cannon/ALLSPORT
|
Der var ingen organiseret turnering. Oplevelsen skulle ikke forkludres af for meget konkurrenceræs. Og dog konkurrenseindstinktet slipper man alligevel ikke så let. Derfor bestemte jeg mig for at forsøge at slå Greg Normans runde på 78 slag fra dagen før, hvor han blev besejret af Nick Faldo med hele 11 slag på sidste runde. Med 2,0 i handicap burde det være mulig på en god dag at slå en god spiller, som havde haft en dårlig, nærmest katastrofal dag - var ræsonnementet.
Med et toput fra 25 meter for par på det første hul, par 4, levede håbet videre. Hullene var ikke flyttet fra dagen før. Det gjorde konkurrencen næsten reel.
De første huller på Augusta er ikke så kendte for TV-seerene. Andet hul er et forholdsvis kort par 5 hul. Det spilles ganske kort fordi det går ned af bakke. Efter et kanondrive var der bare et to-jern ind til greenen. Det viste sig at være lidt for meget, men bunkerne foran greenen var i hvert fald klaret. Greg Norman havde ligget på det samme sted dagen før. Han chippede perfekt ind til hullet ned over den hurtige green og fik en birdie. Heldigvis havde jeg set hvor hurtig green var før vi gik i luften dagen før - og kunne kopiere Normans præstation. En under par efter to huller gjorde godt.
Det tredje hul er bare 300 meter langt med en forholdsvis bred fairway og en green, omkranset af bunkere, som hælder væk fra dig og ligger højere end der hvor man slår andetslaget fra. Derfor var det nok ikke så smart at slå et langt drive som endte 40 meter fra greenen. Jeg burde have slået kortere for at få bedre stop på indspillet. Det var umulig at stoppe bolden selv med et godt indspil. Der måtte tre putts til for at få bolden i hul fra semigreen i bagkant 14 meter forbi flaget.
Det fjerde hullet, par 3, er ikke mere end et 5-jern, men greenen er ubarmhjertigt unduleret. Derfor er dette hul ofte det vanskeligste når rangeringen af hullerne udregnes. Rammer du ikke det rigtige sted i forhold til flaget, er du næsten dømt til at treputte.
Selv om jeg slog et godt slag, var det ikke godt nok. Bolden rullede ned over green til et lavere plateau end der hvor flaget stod - ni meter fra hullet. Par blev sikret efter et nervøst og ret heldigt ned af bakke returput på godt en meter. Havde den ikke ramt hullet havde bolden nok ikke holdt op med at rulle endnu! De hurtige greens indbød ikke ligefrem til nedadbakke putts. Her gjaldt om at holde sig neden for hullet. What so ever! Ikke så sært at treputtene florerede på dette hul alle fire spilledage.
Det femte hul vises normalt heller ikke på TV. Det er omkring 400 meter langt med en ganske bred fairway. Til højre er der tæt skov. Til venstre skal man være opmærksom på en bunker i drivet. Fairway hælder ned mod skoven. Her mistede jeg et slag - greenen minder om OL-skøjtehallen i Hamar - Vikingeskibet med bugen rettet imod dig når du skal spille andetslaget. Midt på greenen er der et par plateauer, hvorfra den hælder til begge sider. Et lidt skævt indspil og du står med en kæmpeudfording at 2-putte. Bogeyen på hullet var OK eftersom jeg var i bunker i drivet.
Sjette huls green er blandt de vanskeligste på Augusta. Flaget var placeret helt ude til højre. Hullet måler 165 meter og bolden kan let rulle for langt hvis ikke man rammer det flade område omkring hullet. Jeg satsede på at ramme midten af green, men slaget blev for godt og bolden fløj for langt. Jeg stod tilbage med et vanskeligt chip og endnu en bogey. Et udemærket resultat, for det kunne have blevet til meget mere på den undulerede green.
 |
7. huls green er godt beskyttet af bunkere
© Andrew Redington/ALLSPORT
|
Syvende hul er sammen med tredje, banens korteste par-4 hul. Hvad nytter det at slå et kanondrive, når man duffer bolden i greenbunker fra 75 meter med sandwedge. Et godt bunkerslag virker ligegyldigt, når bolden rammer bagkanten af hullet i puttet og bliver oppe. Det var den tredje bogey i træk og jeg begyndte allerede nu at tænke på Greg Normans fatale runde.
Hul 8 er forholdsvis kort par-5 hul. Specielt når flaget kun står 6 meter inde på den lange, nyanlagte green som er godt beskyttet af nogle store pukler. Det var her Greg Norman begyndte at tabe til Nick Faldo dagen før, selv om han mirakuløst fik sin par fra skoven. Det var fra dette sted TV-seerene verden over kunne følge dramaet fra dagen før. En kraftig medvind hjalp min bold så langt i drivet at jeg stod tilbage med bare 155 meter til green. Samme medvind gjorde at mit andetslag blev ca. 30 meter for langt!! Caddien ville have mig til at lobbe bolden over de store pukler ind på greenen som hældte væk fra mig. Dette var den eneste gang på runden jeg ikke hørte på caddien. Jeg valgte at rulle et 6-jern som en slange over fairway, mellem knoldene og ind på green 5 meter fra flaget. Caddien var knaldgod til at læse puttelinier. Bolden bevægede sig som en slange ned mod hullet. Den anden birdie var en realitet og Gregs score var inden for rækkevidde.
 |
10. hul set mod spilleretningen
© David Cannon/ALLSPORT
|
På det niende hul, hvor Greg slog sit indspil en halv meter for kort af green således den rullede næsten 60 meter tilbage af bakken igen, havde jeg chancen for at hente endnu et slag på den store mester. Hvis man ikke ligger på det rigtige plateau er det næsten håbløst at putte. Det var her Nick Faldo fik kontakt med Greg Norman efter et superputt. Havde Gregs indspil været en meter længere, ville han helt sikkert havde fået en birdie. Nå stod han i stedet med et langt pitchslag og et brist i selvtilliden. Det sidste var måske det værste. Jeg var meget heldig og blev liggende på det rigtige plateau og sikrede mig dermed en god par.
De sidste 9
Nu startet det hele. Alle som har fulgt med i Masters turneringen gennem årene, ved at US Masters ikke starter før på de sidste ni søndag eftermiddag. For mig var det mandag, men skidt med det. Alvoren var der til fulde. 1-jernet på 10. hul var kanon. Men lige meget hjalp det, da andetslaget med 5-jernet gik lige i bunkeren. Et godt sandslag blev ødelagt af et dårligt putt - akkurat som Greg gjorde bare nogle få timer tidligere. Han tabte endda et slag til Nick. Mit putt hoppede nærmest ud af hullet efter at have været næsten helt nede i hullet. Jeg følte med Greg.
 |
Man glemmer næsten søen tæt ved green på 11. hul
© Stephen Munday/ALLSPORT
|
Et af de mest spektakulære huller på Augusta er 11. hul - par 4. Her har Nick Faldo vundet i play off to ganger tidligere; i 1989 med en birdie mod Scot Hoch, og i 1990 mod Ray Floyd da Floyd slog sit indspil i vandet. Jeg kunne fornemme den øredøvende brusen fra disse seanser, selv om der denne mandag ikke var et menneske på banen ud over de som spillede og de "indfødte" caddies. Det var ikke muligt at medbringe egen caddie eller gæster. En superdrive (i min målestok) efterlod mig med bare et kort slag ind til green. Et birdieputt fra 4 meter burde være let, men ingen får birdie ved at slå for kort. Det blev til en par medens Greg på samme hul fik 5.
Det svære 12. hul
Så til det dramatiske 12. hul - par tre - hvor Greg to dage i træk slog i vandet fordi han var en halv meter for kort og bolden rullede tilbage i vandet. Han havde ikke det samme held som Fred Couples havde på sidstedagen i 1992, på sin vej til den grønne jakke, da hans bold mirakuløst blev hængende i græsset på vej ned i Rae's Creek, som her er dæmmet op.
 |
Jack Nicklaus slår ud på 12. hul under Masters 1998
© David Cannon/ALLSPORT
|
Mit 6-jern havnede i bunkeren lige bag midten af green. Jeg turde ikke at gå efter flaget som stod til højre uhyggelig tæt på vandet. Hvorfor skulle jeg gå efter flaget når mesteren selv - Nick Faldo - ikke gjorde det? Han lagde sig midt på green. Jeg skulle nok også have taget et 7-jern, tænkte jeg efterfølgende. Nu stod jeg der med et bunkerslag - tidligt på sæsonen, og med en green som hældte væk fra mig. Vandets glitrende overflade lige bag hullet lå der og smilte sultent mod mig. Skulle "Pokalen" ryge nu? Eller skulle jeg gøre som Gary Player i sin tid gjorde. Hans morsomste slag på Augusta, ifølge ham selv, blev netop slået fra denne bunker. Hans bold lå begravet i sandet bagerst i bunkeren og kunne knapt ses. Han spurgte dommeren om hvilke muligheder han havde for at droppe. Han valgte dog at forsøge at slå bolden lidt frem i bunkeren. Han stillede sig op og slog. Bolden røg ud af bunkeren som et projektil med 60 km/t. Heldigvis ramte bolden flagstangen med et smæld og faldt ret ned. Den sprang et par gange på kanten af huldet før den smuttede i for birdie. Det kunne let have blevet en sekser eller mere hvis ikke han havde ramt flaget.
Mit bunkerslag blev udført i klassisk stil hvor det vigtigste var at holde hovedet nede og slå igennem. Bunkerslaget sneg sig forbi hullet. Selv med det, jeg vil karakterisere som hæderlig backspin, hjalp ikke. Slaget var dog ikke hårdere end at bolden blev stoppet på semigreen af et af de sidste græsstrå ned mod "Gregs dam" som den måske retteligen burde døbes efter Greg Normans fatale manøvrer her dagen før. Bogeyen blev reddet. Pludselig var jeg to slag foran Greg som fik dobbeltbogey her. Nick var der ikke noget at gøre ved for en afdanket, norsk elitespiller og sidekomentator på TV3. Men verdens på det tidspunkt nummer et - Greg Norman - var på en offdag inden for rækkevidde.
 |
Spiller man kort på 13. hul skal der pitches over Rae's Creek
© David Cannon/ALLSPORT
|
Azalia
Så kom Azalia-hullet - nr. 13. Alle hullerne på Augusta har blomsternavne. På dette hul nytter det ikke at være smart og forsøge sig med et draw rundt om hjørnet for at få mulighed for at nå greenen i to slag. Mit overoptimistiske forsøg resulterede i en quick hook lige ned i den altopslugende Rae's Creek. Så fulgte et drop og et sikkert 3-jern op foran green, i respektfuld afstand til Rae's Creek - denne bæk som har slugt så mange bolde gennem tiderne. Bogey var uundgåelig. Her tabte jeg to slag til Greg, som sænkede et flot downhillputt, efter at have drivet lige frem i skoven til højre på dette berømte - dogleg venstre - hul i Amen's Corner. Nick Faldo fik også birdie her efter at have toputtet. Duellen mellem Chip Beck og Bernhard Langer i 1993 blev afgjort på dette hul. Becks eagleforsøg tog hele vejen rundt i koppen, mens Langer sænkede sit noget kortere putt for eagle.
 |
Rae's Creek gør et let par-5 hul svært!
© David Cannon/ALLSPORT
|
14. hul er nok det mest anonyme hul på bagni. Det kommer nok af at TV dækker dette hul dårligt. Hullet er meget svært. Årsagen ligger i greenen. Dette 360 meter lange hul har nemlig en green som jeg aldrig har set magen til. Det var her Greg Norman i en af de indledende runder, hookede drivet lige ind i skoven, bolden sprang dog ud igen på fairway. Herfra slog han et utroligt 3-jern op på green, hvor bolden så trillede 10 meter vinkelret til højre og helt ind til flaget for en givet birdie. Nu stod flaget til venstre. Greenen hælder kraftigt til højre og der er tre plateauer med indbyrdes store højdeforskelle. Hvis der var sne på Augusta om vinteren kunne greenen på 14. hul bruges af børn som kælkebakke. Mit "normale" fade med driveren ville på dette dogleg venstre hul nok havde havnet i skoven. Derfor valgte jeg 1-jernet og med et overraskende godt resultat - jeg havde bare et 7-jern tilbage til green. Perfekt - et af dagens få rigtig gode jernslag. Bolden gik lige mod flaget. Selve hullet kan man ikke se på grund af puklen foran på green. Med et 7 meters downhill birdie-putt tilbage var det bare at forsøge at få bolden tæt til hullet. Dette var en af de få gange jeg havnede på den forkerte side af hullet. Straffen kom med det samme. Det endte med en feberredning i tredje putteforsøg for at undgå et fireputt.
15. hul på Augusta - par 5 - er et af de mest berømte på hele banen. Det var her Gene Sarazen i 1935 slog sin berømte firespoon (4 wood) lige i hullet for en toer - albatross eller doble eagle som amerikanerne siger - og her hentede Craig Wood. Gene Sarazen vandt det 36 huller lange omspil med 144 slag mod 149. De fleste US Masters fans har heller ikke glemt José Maria Olazabals eagle her i 1994 da han vandt med to slag over Tom Lehman.
Med et drive, som fik selv den gamle tyske landsholdsspiller til at applaudere, var der bare 160 meter igen til greenen, hvor pinden var placeret bagerst til højre. Dagen før havde Greg misset sit eagle-chip med mindst mulig margin. Med et downhill lie kan resultatet let blive et slice - i hvert fald for mig som gerne slår en fade på flad mark. Det kriblede i mine fingre da 4-jernet blev hentet op af bagen for at forsøge at angribe dette par 5 hullet som har en stor og nådesløs sø lige foran green. Det var har Seve Ballesteros i 1986 slog i vandet, samtidig med at Jack Nicklaus fik eagle og så birdie - birdie på 16 og 17 for at vinde med et slag over Greg Norman. Norman fik en katastrofal bogey på sidste hul den gang.
Mit 4-jern startede til venstre, men skruede sig som planlagt tilbage mod flaget. Blodet pumpede i mine årer da bolden efter landingen fortsatte lige mod hullet. Skulle Gene Sarazens slag fra 1935 kopieres af en nordmand? Bolden strøg millimeter forbi pinden og fortsatte 4-5 meter forbi hullet på den lynhurtige green. Ingen albatross, men en god eagle-mulighed! Nøjagtige studier af puttelinien blev fortaget i samråd med caddien. Det blev nok til for meget adrenalin. Drømmen om en eagle på dette berømte hul gør at man bliver for ivrig. Det gode putt i den rigtige retning faldt ikke efter planen fordi det var slået en anelse for hårdt. Halvanden meter forbi. Det skrå uphill returputt sad lige i hullet for en birdie, og turen gik videre mod 16. tee. Jeg var lig med Greg!
Hole in one?
 |
16. hul har ofte afgjort Masters - vand eller vind.
© David Cannon/ALLSPORT
|
Som altid var flaget placeret i venstre bagkant på sidstedagen; bare nogle få meter fra den store dam foran og til venstre for green. Det var på dette hul, at Ben Crenshaw i 1995 fik birdie - og endnu en på næste hul - for at slå Davis Love III med to slag.
Greg slog sit teeshot i vandet dagen før. Tidligere på dagen den søndag, slog Ray Floyd bolden op på det højre plateau ca. 10 meter til højre for hullet. Bolden sprang lidt til venstre og stoppede næsten, men kun næsten. Bolden begyndte igen at trille - stille og roligt lige mod hullet. Jubelen ville ingen ende tage da bolden forsvandt i hullet for det måske mest spektakulære hole in one i US Masters historie. Ray Floyd er ingen hvem som helst. Han vandt i 1976 med otte slag over Ben Crenshaw, hvor han tangerede Jack Nicklaus turneringsrekord fra 1965 på 271 slag. Dengang slog Nicklaus for øvrigt Arnold Palmer med hele ni slag.
Jeg fulgte samme strategi som Floyd. Sigtede 10 meter til højre for hullet og brugte tilmed et 7-jern. Mit tilbagesving blev for kraftigt og trak dermed selve slaget til venstre - ca. 10 meter! Bolden dækkede flaget hele vejen. Hvilket fejlslag! Var den lang nok? Eller ville den ende blandt de store fiske i dammen? Glæden var stor, da den landede på greenen. Ikke bare det; den fortsatte lige mod hullet. Skulle det blive en hole in one? (Sidst det skete for undertegnede var på søhullet på Bogstad i maj 1968). Bolden forsvandt! Men ikke helt. Vi kunne se noget hvidt. Havde den lagt sig op af flagstangen?
Da vi kom på green opdagede vi at bolden havde lagt sig 20 cm lige bag hullet. På sin vej må undersiden af bolden have kigget ned i det allerhelligste uden at være i stand til at tilfredsstille drømmen om en hole in one på selveste Augusta. En sikker birdie blev det i hvert fald - og Greg blev slået med 3 slag på et hul. Han slog som tidligere nævnt også i vandet her. Nu var jeg pludselig 3 slag foran med to huller igen at spille. Skulle det gå vejen?
17. hul er et ganske kort par 4 hul, men green er lunefuld. Her står Eisenhower Tree, et flot fyretræ, og venter på at dække for andetslaget for dem som slår sit drive til højre. Præsident Dwight Eisenhower slog ofte sin bold om bag træet og mente at det skulle fjernes. Sagen blev taget op i bestyrelsen. Klubbens formand var urokkelig i sit svar til præsidenten: "Mr. President. You govern the country. I govern this club. The tree stands". Klar tale. Træet står der endnu og efter den episode fik træet sit navn.
 |
18. huls teested set i spilleretningen.
© David Cannon/ALLSPORT
|
Træet stod ikke i vejen for hverken Greg eller jeg. En halvdårlig wedge efter et godt drive gav mig en 13 meters birdiechance fra forgreen. Det er langt på en så vanskelig green. Med Gregs birdie dagen før i frisk erindring blev bolden slået forsigtigt til 1 meter fra hullet. Godt, men ikke godt nok, skulle det senere vise sig. Returen sneg sig forbi til trods for ihærdige forberedelser - treputt.
Turen gik videre til det sidste hul med bare et slags forspring på verdensetteren Greg Normans score fra dagen før. 18. hul er nok det eneste som tillader en naturlig fade fra udslagsstedet gennem en lang alle med skov på begge sider. Prøvesvingene de fire foregående dage medens vi ventet på taxier, havde gjort underværker. Et godt rent slag med en lille fade gjorde at der ikke var mere end en wedge igen til hullet. Flaget stod som altid placeret bag bunkeren til venstre. Med nogle pushslag i frisk erindring og en lurende katastrofe til venstre for greenen, valgte jeg en lidt forsigtig adfærd og sigtede godt til højre. Bolden gik forunderlig nok den vej jeg sigtede. Birdiechance fra 8 meter på en, for en gangs skyld, flad green. Alligevel blev det til et returput fra ca. en meter. Omtrent samme afstand som jeg havde bommet på det foregående hul. Vinden havde godt tag i både bukseben og koncentration. Nu gjaldt det! Puttet skulle sænkes for at slå Greg. Endnu et prøvesving og hold hovedet nede (blikket på bolden) indtil putterhovedet har truffet bolden. Som tænkt så gjort. Bolden rullede lige mod hullet. Skulle det virkelig være muligt for en nordmand at slå en Norman i sidstnævntes fatale runde på 78 slag? Bolden rullede videre. Da der var 10 cm igen, var den midt på linjen og havde god fart. Den holdt! Bolden smuttede i hullet som om den ikke havde gjort andet hele dagen (men det havde den). En runde i 77 slag på Augusta blev et minde for livet.
Det skal dog i retfærdighedens navn nævnes, at ikke alle udslagsstedene stod lige så langt tilbage som dagen før, men alligevel. Flagplaceringene var imidlertid de samme.
Efter runden gik turen til klubhuset. En meget imponerende bygning som oste af tradition og historie. Som prikken over i'et på denne vellykkede dag mødte vi en mand med sin nye grønne jakke; Nick Faldo. Han havde taget turen tilbege til klubhuset dagen efter sin store sejr - helt sikkert for at få endnu mere af den atmosfære som præger dette unikke sted med sig hjem.
 |
Et medfølende knus fra Faldo efter matchen.
© David Cannon/ALLSPORT
|
Vigtigt med caddie
Min caddie var fantastisk til at læse puttelinier. Han fandt break's som så helt forkerte ud, men som viste sig at være rigtige. Hemmeligheden var ofte at græsset havde en tendens til at vokse mod Rae's Creek, den bæk som går gennem baneområdet og løber tæt forbi foran 13. green. Især én gang hvor jeg var sikker på at mit 5 meters putt ville falde 10 cm mod venstre, stod han der med sin løftede pegefinger. "Bolden bliver draget mod Rae's Creek," sagde han, "sigt lige på hullet." Som den lydige mand jeg er, tog jeg chancen og adlød, ved at sigte lige på hullet, på trods af at det stred mod alle mine tidligere erfaringer, mit syn og de gængse naturlove. Den dag puttede jeg faktisk godt og bolden startede stort set i den retning jeg sigtede. Også denne gang. Jeg forventede inderst inde at jeg ville misse puttet neden om hullet. Stor var min forbavselse da bolden fortsatte lige ud. Her var der ikke tale om at greenklipperen havde presset græsset i én retning som vi ser det i Norge, hvor vi må døje med mod-, med- og sidegræs. Caddien sparede mig helt sikkert for 4-5 slag på runden og med til at gøre den endnu mere mindeværdig.
Mange spørger om mulighederne for at komme til Augusta for at se US Masters. Det er ikke let, men sortbørshandlen er livlig uden for indgangen. I 1996 var der dog flere med skilte med påskriften "Billetter købes" end "Billetter sælges".
Om Asbjørn Ramnefjell
Asbjørn er TV-kommentator på norsk TV3, men ud over det, lever og ånder han for golfen. Golfmæssigt har han handicap under 2 og har deltaget i hvert eneste Norgesmesterskab de sidste 32 år i træk! Har også som amatør deltaget i Europamester- og Verdensmesterskaber.
Desuden har han fungeret som skribent på Norsk Golf - det tidligere Golfentusiasten. Han har oversat bøger af David Leadbetter og Peter Ballingall. Han er selv forfatter til artiklen "Om golf i Norge" i Schibsteds bog "Golf for alle".
Golfen er blevet en så stor del af Asbjørns liv at han nu også optræder som banekonsulent og har designet baner som Sorknes Golfbane på Rena og Tyrifjord Golfklubb.
I sit "civile" liv har Asbjørn siden 1988 drevet sin egen virksomhed inden for freelancejournalistik (finans, data og golf), konsulentvirksomhed (information og golfbanedesign).
Sidst men ikke mindst driver Asbjørn golfhjemmesiden "Den Norske Golfsiden" på webadressen: www.golfsiden.com - en virkelig læseværdig side med masser af oplysninger om alt hvad der rør sig inden for golf.
