
Livescoring fra usopen.com
US Open Championship
Dato: 15. - 18. juni 2000 Bane: Pebble Beach Golf Links Par: 35-35-70 Længde: 6501 Præmiesum:
- $1. præmie:
- $2. præmie:
- $Golf Online's Referat fra 1999 Vinder 99: Payne Stewart 279 slag Runner up: Phil Mickelson 280 slag Turneringsrekord: 272, Jack Nicklaus 1980
Lee Janzen 1993, begge på Baltusrol
3. runde: Tiger Woods, 205 slag (-8) 2. runde: Tiger Woods, 134 slag (-8) 1. runde: Tiger Woods, 134 slag (-8) Tredje runde:
Tiger lægger yderligere afstand.
Thomas Bjørn kunne ikke holde ved.Med Thomas Bjørn rundt på 82 slag, på en dag hvor ikke noget lykkedes faldt danskeren inden sidste runde ned på en delt 22. plads. Når det ikke blev værre, skyldtes det tårnhøje scores i en stærk vind, der dog igen løjede af senere på runden. Thomas er dermed 3 slag fra en top 10-placering. Thomas var heller ikke heldig i sin runde, på flere huller var det de fortæskede marginaler specielt i indspillene, hvor en meter mere eller mindre gjorde forskellen mellem en birdiechance og en sikker bogey.
Tiger derimod er ikke til at stoppe. Han startede runden med et forspring på 6 slag og sluttede efter par med et forspring på 10 slag. Det er rekord for føring i U. S. Open efter både 2. og 3. runde. Trods en trippelbogey undervejs og yderlige et par bogeys, reddede Woods en god runde i par 71. Tiger er eneste i feltet under par efter 3. runde.
Ernie Els startede dagen på 6 over par, men med en runde i 68 kravlede han op på andenpladsen og skal dermed i førerbold med Tiger i morgen. Els er 2 over par totalt.
Harrington og Jimenez deler 3. pladsen efter runder i 72 og 76. De er 3 over par og et slag foran Phil Michelson og Olazabal.
Med Lee Westwood yderligere et slag efter på en delt 7. plads har Europa altså 4 spillere mellem de bedste 8, alligevel får vi ikke en europæisk vinder denne gang heller.
Falde er med 6 over par på en delt 9. plads efter en runde 76. Bjørn med sine 9 over par er bedste europæer derefter. De øvrige faldt endnu længere tilbage. Monty var rundt i 79 slag og ligger på delt 48. plads, 13 over for turneringen, Garcia med en 81´ er delt 52 i 14 over. Det europæiske islæt lukkes af Darren Clarke, der efter en runde i 83 slag deler en 60. plads, med 16 over. Jim Furyk lukker og slukker et slag dårligere efter en runde i 84.
Thomas Bjørn var således bestemt ikke alene om at have problemer i dagens runde.
Lad os håbe, Thomas i morgen i en lidt mere rolig bold kan vinde et par slag og komme op i top 10. Alt anden vil føles ærgerligt, for Thomas har faktisk trods runden i dag spillet en glimrende turnering.
Anden runde:Thomas Bjørn med helt fremme og skal i historisk førerbold i en Major med - rigtigt gættet - Tiger Woods!!
2 fantastisk spændende finalerunder venter, selvom Woods har lagt afstand.
Det bliver disse to Thomas Bjørn skal følges med i 3. runde
© Matthew Stockton/ALLSPORT
Med Thomas Bjørn rundt i en runde på 70 slag igen, er danskeren inden finalerne på en delt 2. plads sammen med Jimenez, der ydermere måtte score birdie på sidste hul for at dele med Bjørn.
Thomas spillede de sidste 2 huller færdig til morgen - begge i par. Undervejs havde Thomas - der helt fortjent var med i TV-dækningen - været 4 under for dagen og indenfor 2 slag af Tiger Woods. Thomas var startet som lyn og torden med birdies på 2., 4. og 6. hul. Specielt en flot birdie på 2. hul, efter et drive på 300 yds. Hullet spiller normalt par-5, men i U. S Open som par-4, så det var næsten en eagle. Desværre kom der et par bogies på 10. og 12. hul, udover et par missede birdiechancer. Men alligevel en rigtig flot runde. Thomas kom grundet afbrydelsen af 1. runde noget senere ud end planlagt - det viste sig at være en fordel, idet scores inden da var tårnhøje grundet stærk vind.
Thomas´s 2 bogies faldt i øvrigt på huller, hvor store dele af feltet var glade for at slippe afsted med kun bogies. 8., 9., 10. og 12. hul er spillet som banens sværeste. At miste 2 slag der svarer efter statistikken til at vinde 2 slag på feltet!!
Runden var egentlig lidt atypisk for Thomas. Han ramte ikke specielt mange fairways eller greens - som i første runde - til gengæld fungerede putteren, 27 styks., eller 1,5 i snit.Thomas blev naturligvis udvalgt til interview i aftes inden de 2 manglende huller i morges.
Thomas udtalte bla. andet: "Banen er fantastisk god. Men forskellen på gode og dårlige score ligger specielt i indspil til greens. Greens er lidt hårdere, end man kunne forvente. Rammer man den godt, er greens dog til at tale med. Jeg er godt spillende og tænker kun et enkelt slag frem ad gangen. Jeg scorede 3 hurtige birdies, det er nøglen for en god score at starte godt, komme ind i runden og holde spillet kørende" (Også underforstået de meget svære huller fra 8. til 12. samt 17., red.)Thomas skal helt sensationelt ud i 1. finalerunde i førerbold med Tiger Woods - og vi lover - der kommer TV-dækning på Thomas som aldrig før. Det kunne virke som en slags eksamen for Bjørnen, men vi vælger at vurdere, at han har været så meget i det game, at han klarer presset..
Derfor tror vi på - også al den stund - at Thomas nu skal sidst ud i næste runde, at han kan holde fast. Hidtil har vejret - og specielt den hårde vind - været hård mod de spillere, der starter om morgenen, senere er vinden løjet af og tilgodeset de sene startere. Samtidig virker Thomas uhyre motiveret igen. Men hvis ikke U. S. Open og førerbold med Tiger kan motivere, hvad kan så?
Tiger er dog stadig klart i spidsen, 8 under par efter en runde i 68. Tiger er Tiger, ham er der kun én af og han virker usårlig. Ydermere lavede han bogey på det afsluttende 18. hul. Men 6 slags forspring, det bliver uhyggeligt svært at fange den suveræne verdensetter.
M. A. Jimenez er som nævnt på den delte 2. plads. Morgenens færdiggørelse blev dyr på Jime. Han var 6 under for totalt, da han startede i morges, men bogies på bla. a. 8., 10., 11. og 12 - netop de nævnte dyre huller sendte ham tilbage og dermed Thomas frem. Der er i øvrigt kun 5 spillere tilbage, der er under par for turneringen. De 2 ikke nævnte på en delt 4. plads er Kirk Triplett og Olazabal.
Altså stærk europæisk repræsentation i front.Cuttet blev så meget som 7 over par!. I går troede vi, det ville lægge sig omkring 1 til 3 over par, men vinden gjorde virkelig sit i de tidlige timer. 2. runden blev spillet til næsten 76 slag i gennemsnit, hvilket flyttede cuttet betydeligt. Kun 63 spillere klarede cuttet og dermed får vi et begrænset finalefelt.
9 europæere videre.
Som nævnt 3 europæere mellem de 5 bedste. Men det ser også godt ud for andre af europæerne. Lee Westwood er på delt 6. plads i par, Nick Faldo er 1 over på delt 9. plads. Padraig Harrington som delt 11 i 2 over par og Angel Cabrera - argentiner, men Europatourspiller 3 over par.. Det rækker til en delt 19. plads. Cabrera var 4 under i 2. runde efter 6 huller, men satte på de sidste 11 huller hele 7 slag til. Darren Clarke er sammen med Garcia på delt 26. plads, 4 over par. På 4 over par finder vi også amerikaneren Jeffrey Wilson - eneste amatør, der klarede cuttet. Monty og Els ligger både skuffede og skuffende i 5 over par på delt 36. plads. Retief Goosen klarede via en birdie på sidste hul akkurat cuttet også, delt 53. Amerikaneren Todd Fischer der lavede turneringens hidtil eneste hole in one - på 7. hul - skulle have par på 18. hul for at klare cuttet, men lavede bogey.Alle øvrige europæere, herunder Van de Velde, Parnevik, Langer og Sandelin missede cuttet. Deres scores på 10, 11, 15 og 15 over par er med til at sætte Thomas Bjørns hidtidige præstation i relief.
Sikke en aften og nat der venter os danske golfentusiaster.
Første runde:Flot udlæg af Bjørn
En storspillende Tiger kan sende flere store navne ud af turneringen
Thomas Bjørn fik en glimrende start i jubilæumsudgaven - nr. 100 af U. S. Open. På en svær bane gik Thomas i 70 - 1 under par - efter en runde, der indeholdt 3 bogeys og 4 birdies. Thomas kom faktisk i klubhuset som førende europæer. Puttningen specielt gik fint, idet Thomas nøjedes med 30 af slagsen. Thomas lå det meste af runden mellem de førende, bortset fra en overgang, hvor han var 1 over par. Men han holdt glimrende sammen på det og en birdie på det afsluttende meget lange par 5 hul 18. - efter at være kommet på green i 2 - sikrede en placering i toppen af feltet. Thomas udtalte efter runden, at han var tilfreds og banen havde været nogenlunde som forventet, hverken sværere eller lettere. Spiller Thomas tilnærmelsesvis op til dagens runde i morgen er han sikker mand i finalerunderne.
Flot start af Thomas Bjørn
© Harry How/ALLSPORT
Bobby Clampett - kommentator og skribent - som Thomas spillede med, var rundt i imponerende 68 slag. Spændende om han kan leve op til det i morgen. Den tredje i bolden, Andy Bean havde ikke meget held med sig, 6 over for en 77´er.Ellers er overskrifterne helliget bla. a. Tiger Woods. Han gik i 65 slag - 6 under par. Går Tiger 3-4 under par i 2. runde, kan flere store navne vinke farvel til finalen, idet 10-slagsreglen ikke kommer i brug. I så fald får vi formentlig et cut på fra 1 til måske 3 over par. Men de, der ofte kommer med på 6 over eller værre grundet nævnte 10-slags regel vil være ude - og dermed vil finalefeltet også blive begrænset til formentligt ikke meget over 60 spillere.
Næste overskrift er Miguel Angel Jimenez. Spanieren gik et enkelt slag dårligere end Tiger og er på en udelt 2. plads. Jimenez har nu i over 1 år næsten konstant været med fremme i alle turneringer. Imponerende, men selv ikke Jimenez gives mange chancer for at hente Tiger, når han allerede er gået til spids så tidligt i turneringen.
Hal Sutton så tidligt ud til at ville brænde banen af. Sutton var 6 under par efter 13 huller, men en dobbeltbogey og to bogies på de sidste huller gjorde runden lidt mere ordinær i 69 slag. Af kun få eagles lagde Sutton ud med en på 1. hul - par 4 - efterfulgt af birdie på næste hul og igen på 4. Men som nævnt skred det noget sidst i runden.
Også en overskrift til Nick Faldo. Med omkring et putt pr. hul, er den tidligere verdensetter 4 under par efter 13 huller og på en delt 3. plads. Tør man tro, den gamle mester er på vej tilbage?
Tin Cup, personificeret ved John Daly - hvem ellers? - gentog en af sine gamle historier. På 18. skulle den lige have en med driveren. Out of bounds, tilbage og om igen. Derefter et par gange i vandhazard, senere et drop mere og et par andre ulykker, 14 slag på hullet, ja fjorten og rundt i 83. Dermed ude af turneringen efter en runde, der sagtens kunne have heddet 74 med rimelig chance for at nå finalen. Rekorden fra 1938, sat af Ray Ainsley med 19 slag i en U. S. Open er Daly dog ikke i nærheden af.
Ellers er flere europæere rigtigt godt med. Som nævnt Jimenez og Faldo (13 huller) i 5, henholdsvis 4 under par og helt i top. Et slag under par ligger Olazabal ligesom Thomas Bjørn. Lee Westwood i par. Par er glimrende, om end lidt langt fra toppen. Angel Cabrera - godt nok argentiner - men Europatourspiller, var rundt i en flot 69´ er, 2 under par. Blandt ikke færdigspillede europære er Darren Clarke, 2 over efter 9. Darren var dog allerede 3 over efter 3. Sandelin ligeledes 2 over efter 8, Langer er 1 over par efter 6 huller, mens Colin Montgomerie er i par efter 7 spillede huler.
Andre store navne er til gengæld ilde stedt - specielt, hvis 10-slagsreglen som nævnt ikke kommer i anvendelse. Jesper Parnevik kom rundt i 73. Det så værre ud en overgang, men 2 birdies på de sidste 4 huller reddede stumperne. Harrington ligeledes 2 over par. Langt værre er det dog for Sergio Garcia og David Duval - 2 af forhåndsfavoritterne - de ligger med 75 slag 4 over par. Van de Velde 5 over, Nick Price og Retief Goosen 6 over par. Amatøren Aaron Baddeley er 8 over par. Højt placerede spillere på verdensranglisten som Sluman, Zink, Weir og Fred Funk er alle 5 eller 6 over par efter 1. runde. Alle de her nævnte har fuldført 1. runde.
I det hele taget er rundens foreløbige gennemsnit 3 slag over par. Reelt lidt lavere, da man måske bør se bort fra enkelte af de meget høje scores, der har trukket godt i snittet.
Meget kan ændres i resten af runden samt i 2. runde, men givet er det, vi må sige farvel til mange af de, der nok var forventet at ligge i den anden ende af tabellen.
Optakt | Startliste torsdag og fredag | Deltagerliste
World Ranking Points i US Open