John Daly


Fulde navn: John Patrick Daly
Højde: 181 cm       Vægt: 100 kg
Fødselsdag: 28. april 1966 i Carmichael CA, USA
Bopæl: Rogers, Arizona
Familie: Gift m. Shynah Hale. 1 barn: Sierra Lynn (f. 95)
College: University of Arkansas
Interesser: Næsten al sport
Professionel: Siden 1987
QA School: 1990

Daly i Masters 1993
Den 34 årige amerikaner, John Daly har i hele sin karriere fået masser af spalteplads. Ikke altid lige flatterende, snarere grundet de mange skandaler, der er fulgt i hans kølvand. Daly er typen, de fleste elsker at hade!

Daly startede som professionel tilbage i 1987. Først i 1990 fik han en sejr. Han vandt Ben Hogan Utah Classic, på den amerikanske Ben Hogan Tour, senere Nike Tour og nu Buy.com Tour.
Senere er det blevet til 4 sejre på PGA Touren. Mest bemærkelsesværdigt var det, da han vandt Major turneringen US PGA i 1991. Han var kommet ind i turneringen som den niende og sidste reserve. Dermed fik han ikke engang prøvespillet banen, men sejrede med 3 slag foran Bruce Lietzke i en af historiens mest overraskende og omtalte majorgevinster. Det golfglade USA troede nu, man havde en ny verdensetter in spe. I flere år havde man haft alle topspillerne, bare sjældent den allerbedste i tiden efter Jack Nicklaus og flere af de andre store. Det var internationale spillere som Bernhard Langer, Nick Faldo, Greg Norman og Ballesteros, der havde siddet på tronen. John Daly var måske frelseren? Det blev til yderligere en sejr i 1992 og igen i 1994, men der var lidt langt mellem resultaterne.
John Dalys største triumf - British Open 1995
I 1995 entrede Daly så the Old Course på St. Andrews i British Open. Her vandt Daly efter et sandt drama efter 4 hullers play off over Costatino Rocca. Dermed blev han den kun fjerde spiller, der kunne skrive dobbelt Major vinder på sit visitkort inden det fyldte 30. år.

I disse dage er John Daly tilbage på samme bane som medlem af det amerikanske Alfred Dunhill Cup hold. Én af grundene til, vi har valgt netop ham som ugens profil.

Som læserne allerede ved, blev Daly aldrig den nye amerikanske verdensstjerne. Han kunne ikke styre sit alkoholproblem, og andre private problemer fulgte naturligt i kølvandet.
John Daly har altid været tørstig!
Daly har været på adskillige afvænningskure, det ene dyrere end det andet - intet har hidtil hjulpet.

Alligevel har han skabt et enormt netværk af venner indenfor sporten og blandt sponsorerne.
Udover at være godt "stof" er der virkelig mange, der nyder hans selskab. En af mange er den australske golflegende, Greg Norman. Derfor stiller Daly da også op, når Norman kalder til sin egen turnering: Greg Norman Holden Invitational, der selvfølgelig spilles Down Under.

Daly har i bedste Tin Cup stil ved flere lejligheder præsteret det næsten håbløse, ydermere i gunstige positioner for et godt resultat. Pludselig er klappen røget ned og han har produceret 11, 12 og 13 på par-4 eller par-5 huller. Oftest fordi - som i Tin Cup - at den s..... bold altså skulle på i 2 slag efter at være røget i vandhazard. I stedet for at bruge droppezonen, kunne man jo prøve én gang mere. Daly, der nok er verdens længstslående tuneringsgolfer er ved en af disse lejligheder citeret for ordene: "Nå ja, jeg er måske ikke verdens mest intelligente golfspiller, men jeg er da modig, ikke?"

Tilbagesvinget fejler ikke noget! Doral Open 1999
Det er netop som langtslående, han er blevet kendt over hele verden. Amerikanerne hygger sig, når de selv har en spiller, der er i stand til at outdrive selveste Tiger Woods.

En skaldet John Daly chockerede publikum ved Volvo Scandinavian Masters 1995
På statistikken i driving distance for 2000, ligger Daly igen nr. 1. Hans gennemsnit er 302,2 yards. Men statistikken lyver. Ind imellem har han slet ikke driveren med i baggen og slår så omkring 280 yards med et jern. Reelt ligger han omkring 330 yards i drives. Det hører desværre med til historien, at hans driving accuracy kun er til nr. 191 på årets PGA-Tour liste. Så hvad hjælper det at slå langt, når de fleste havner ude i skidtet? Men amerikanerne elsker det. Sponsorerne elsker det. Skribenterne har noget at skrive om og folk masser at tale om. Daly behøver bestemt ikke at producere resultater for at være i fokus.
I år har han stillet op 24 gange, klaret 8 cuts, fået én top-25 placering (Delt 16 i Honda Classic) og i alt tjent $103.000. Det placerer ham som nr. 188 på den øjeblikkelige amerikanske pengeliste. 1999 var ikke meget bedre. Her var en delt 14. plads i Phoenix Open det bedste resultat. Sejren i British Open giver ham medlemskab af PGA-touren frem til 2005. Spiller han stadig - tror vi - han alligevel bagefter vil komme ind i de fleste turneringer via invitationer m.v.

Som sagt spiller han nu Dunhill Cup, det er tredje gang han repræsenterer USA i dette uofficielle holdverdensmesterskab. 1993 og 98 var de to første gange - i 1993 blev det oven I købet til sejr.

Uanset hvad fremtiden vil bringe for John Daly, uanset hvad forskellige mennesker i øvrigt mener om ham, kan vi slå en ting fast: Når han måtte vælge at stoppe, bliver golfsporten en stor profil fattigere.

Mogens Nielsen
14. oktober 2000

Flere billeder af John Daly:

En ny sponsorkontrakt med Callaway i 1997 skulle holde John Daly "på ret køl"
John Daly med vennen Greg Norman under Heineken Classic 1996
John Daly med sin kone efter sejren i British Open 1995
John Daly giver den hele armen under Dunhill Cup 2000
Ingen forbindelse! John Daly checker tilstanden af en ramt tilskuer under Northern Telecom Open 1995
John Daly får sig en tiltrængt smøg under dette års Dunhill Cup.

Publikum flokkedes om fænomenet John Daly under US Open 1994


Tilbage til Ugens Profil
Copyright © 2000, Golf Online Danmark,
Fotos: © Allsport/ALLSPORT