Murphy's Irish Open 2000

Går det ikke godt for Parnevik, Sjöland, Per-Ulrik og hvad de alle sammen hedder, præger de alligevel turneringerne. Den ene uge er det med nogle navne, den næste med nogle nye.

Som vi tidligere har pointeret er Jesper Parnevik stjernen i Sverige. Men da Jesper mest optræder i USA er der måske specielt i øjeblikket mere fokus på Pierre Fulke, der netop nu sammen med Thomas Bjørn må være nordens 2 bedste spillere.

Som nævnt er der mange andre, en af dem har vi valgt som profil i denne uge, nemlig:
Fredrik Jacobson.

British Open 2000

Den lille Fredrik var som 10-årig et lovende ishockey talent, (Ja, sådanne har Sverige også)
En af spillerne var samtidig den lokale golfpro, der pludselig fik slæbt hele familien Jacobson med på golfbanen. 5 år senere spillede den nu 15 årige Fredrik til scratch og så skulle karrieren naturligvis have en chance.

Det startede med en imponerende amatørkarriere: Som 24 årig vandt han i 1992 det svenske juniormesterskab, Doug Sanders Championships samt Euro Junior Masters. 2 år senere blev det til intet mindre end British Open for juniores.

Samme år - 1994 - entrede han tourskolen efter at været turnet pro med +4 i hcp!! Den hindring klarede han også og var klar til Europatouren i 1995. Med £9.000 på præmiekontoen gik det ikke, han blev nr. 175 på Volvo Ranking og returnerede til tourskolen. Denne gang ikke med samme succes og 1996 foregik på Challengetouren. Herfra spillede han sig igen ind på den større tour og blev nr. 84 efter i 19 turneringer at være kommet i pengene i de 8 med en 2. plads og en enkelt top-10 placering mere som det bedste.

1998 blev en vanvittig kamp for at holde tourkortet. En uge før deadline lå han nr. 124, men sensationelt blev han i Belgacom Open runner up til Lee Westwood og sluttede som nr. 75.
Samme år var han med i British Open med en hæderlig indsats og en placering som nr. 73 til følge.

I 1999 skulle han for alvor slå igennem, men tingene ville ikke rigtigt. Han sluttede OM som nr. 127 og måtte atter til Spanien og klare tourskolen.

Svenske venner: Patrik Sjöland og Fredrik Jacobson

År 2000 måtte så blive året hvor den hårdt prøvede svensker måtte slå igennem. - Og det gjorde han med maner. Men sikke en start. Under en opvisning, hvor nogle progolfere skulle spille ishockey mod nogle af Sveriges andre store sportsprodukter, tennisspillerne, brækkede han en tommelfinger og måtte opereres. Man skal passe på med disse arrangementer, spørg bare Steen Tinning. Den mand har erfaring! Fredrik kom dermed først i gang i marts måned. Pludselig gik det stærk, en gylden periode med topresultater 3 uger i træk bragte ham på alles læber som den nye svenske komet. Det startede med en 4. plads i Novotel Perrier Open de France. Nr. 3 i Wales Open - der var han igen Tinning, han vandt jo - efter en flot 67'er i sidste runde delte Jacobson 3. pladsen med Woosnam. Det var den første af 3 gyldne uger, dog først en friuge grundet US Open, men derefter 2' er i både Compaq European Grand Prix og Murphy's Irish Open. Det sluttede også flot med en 10' plads i Volvo Masters. Der manglede blot en sejr til at sætte kronen på værket, den kommer før eller siden - snarere før. Fredrik sluttede år 2000 som en flot nr. 25 på OM.

Sæsonen 2000 sluttede med en flot 10. plads i Volvo Masters

Men hvad var der sket i forhold til de foregående års magre resultater, ydermere med 3 måneder revet ud af kalenderen? Der er mange forklaringer. Ofte ser man en skadesperiode får folk i tænkeboksen og måske seriøst funderer over, hvad de går og laver. Fredrik var i al fald blevet modnet af de første års elevatortilværelse. Men det mentale var hele tiden i orden. Han klarede tourskolen og Challengetouren, når det blev nødvendigt. Han begyndte at arbejde mere seriøst og målrettet med sin karriere og fik dermed da også lagt ca. 20 meter til længden i sine drives, hvorefter hans stroke avarage faldt med det halvt slag. Han styrkede sine stærke sider - bunkerspillet, hvor han i forvejen var stærk.
Mere vigtig var det dog, han styrkede den dårlige del af spillet, hans bund blev løftet mærkbart og som det ses, udeblev resultaterne heller ikke.

Det der kan blive hans helt store force, er måske han som svensker - i øvrigt som mange andre sportsfolk bosat i Monaco, hvis store fordel jo er, de lettere kan rejse til de europæiske turneringer samt måske et par mindre væsentlige fordele - kan lukrere på at være den lidt mere ubemærkede af mange landsmænd i felterne. Som vi var inde på i indledningen, er der så mange andre. Fulke, det store hit netop nu, men også stadig spillere som Haeggman, Karlsson, Grönberg ikke at forglemme, samt nye folk som Stenson og Lundberg samt flere andre udover de i forvejen kendte Sandelin, Per-Ulrik og Sjöland o.m.a.

Alt i alt trives den stærke svensker godt med at gemme sig lidt i mængden. I disse dage er han med i Heineken Classic og har lagt fornuftigt ud med en runde i 71. En turnering, der i første runde, indtil en skotte og et par australiere sent i runden kom i overhalingsbanen, var - og stadig er - flot præget af de svenske og danske farver mellem alle de blå flag med stjernerne.

Mogens Nielsen
1. februar 2001