Geoff Ogilvy


Fulde navn: Geoffrey Charles Ogilvy
Højde: 188 cm       Vægt: 75 kg
Fødselsdag: 11. juni 1977 i Adelaide, Australien
Bopæl: Melbourne
Familie: -
Interesser: Australsk fodbold
Professionel: Siden 1998 (Hcp +2) (Tourskolen)

En skidt sidste runde i Heineken Classic 2000 ødelagde Ogilvys optræden i Perth
Geoff Ogilvy, Australien, er blot et af mange nye unge talenter, der er dukket op på Europatouren.

Ogilvy med blåt blod i årerne fra den engelske kongefamilie - lidt langt ude godt nok - er bare 23 år, (Fejrer sin fødselsdag hvert år sammen med Fanden, den 11. juni) turnede pro i 1998, hvor han i første forsøg kvalificerede sig til Europatouren. Inden da havde han repræsenteret det australske nationale amatørteam 13 gange, samt taget et par ganske flotte individuelle amatørmesterskaber undervejs, nemlig German Amateur Championship i 1996 og Lake Maquarie Amateur Championships året efter. Han spillede allerede fra scratch som 16 årig, i amatørtiden spillede han allerede fuldtids og resultaterne udeblev som nævnt heller ikke.

Ogilvys har spillet en del på den hjemlige ANZ-tour siden starten som pro.
Som professionel blev han i 1999 Rookie of the Year i Australien. Det var naturligvis samme år, vi første gang stiftede bekendtskab med ham på Europatouren. Han var ikke længe om at gøre opmærksom på sig selv, tog efter en 1. runde i 64 slag føringen i The Compass Group English Open - endte dog som delt 23. Lidt senere på Barsebäck, satte han i 2. runde en imponerende banerekord på 62 slag under Scandinavian Masters, hvor han sluttede på en 3. plads. Det var karrierens hidtidige højdepunkt og han sluttede Order of Merit som nr. 65.

Hvem sagde Duval?

I indeværende sæson startede han dog som lyn og torden, en 2. plads i Johnny Walker Classic og en 6. plads i Deutche Bank er de foreløbige højdepunkter. Men flotte placeringer i de to meget stærkt besatte turneringer. Geoff, der interesserer sig en del for den lidt specielle udgave af fodbold, der også spilles down under, er pt. nr. 38 på OM og 154 i verden, men er begge steder på vej frem. Vi forventer at se ham i top-100 på verdensranglisten inden længe og dermed - måske - på vej mod det næste internationale Presidents Cup hold.

Ogilvy - ofte godt beskyttet bag de moderne solbriller - har sin styrke i det lange spil. Han producerer en del eagles, hvad der egentlig har været ganske typisk for unge langtslående spillere i deres første år. I de øvrige kategorier ligger han jævnt, men netop de lange drives er en af årsagerne til, han misser næsten halvdelen af fairways. 30 putts pr. runde er heller ikke specielt godt, men trods statistikkerne kommer der altså nogle resultater ud af det.

Det ville da også være forfærdeligt, hvis en spiller på kun godt 23 år, ikke havde ting, der kunne forbedres. Netop det punkt arbejder den unge australier seriøst med - forbedre den dårlige del af spillet - i det hele taget er han uhyre målrettet med sit golfspil.

Jo, Geoff Ogilvy bliver senest i næste sæson turneringsvinder er vi overbeviste om.

Mogens Nielsen
31. august 2000

Tilbage til Ugens Profil


Copyright © 2000, Golf Online Danmark,
Fotos: © Allsport/ALLSPORT