Hoch i sidste års PGA Championship ©allsport/ALLSPORT

Når Hoch alligevel får æren, er det fordi han på torsdag i US PGA Championships i de første runder skal i bold sammen med vores egen Bjørn og en anden - endnu højere rangerende amerikaner - Jeff Maggert.

Scott Hoch er 44 år, fra Orlando i Florida, gift og far til 2. Pt. nr. 49 i verden og nr. 33 på den amerikanske "Order Of Merit" eller Money List 2000, som kaldet derovre. 33 er netop også hans slutplacering sidste år, mens han er nr. 11 på den amerikanske karriere pengeliste med omkring 80 millioner danske kroner alene vundet på PGA Touren eller PGA relaterede turneringer.

Hoch blev professionel tilbage i 1979 - missede kvallen til den amerikanske tour - men allerede som rookie året efter vandt han sin første af foreløbig 8 sejre på touren. Det var i Quad City Open.
Siden da har han været en af de mest konstante spillere på touren, stort set i top-40 i hele karrieren, dog undtaget 1992, hvor en skulderskade satte ham tilbage.
Udover de 8 sejre har han vundet 6 øvrige internationale titler, blandt andet den kendte japanske turnering, Casio World Open 2 gange.

Efter sejren i Holland ©allsport/ALLSPORT

Han har såmænd også sejret på Europatouren, nemlig Heineken Dutch Open i 1995.

Derudover er det blevet til 3 optrædender på det amerikanske Presidents Cup hold og han var med - som Thomas Bjørn var det - i Ryder Cup 1997. Hans adgang til Ryder Cup holdet netop i 1997 gik bl.a. via en 2. plads i - den "5. Major" - The Players Championship, hvor han med $378.000 scorede sin hidtil største præmiecheck.

1997 var samtidig hans karrieres flotteste år med hele 11 top-10 placeringer med en 6. plads på årets amerikanske rangliste som resultat.

I de 4 rigtige Majors har han i de 3 opnået flere top-10 placeringer - dog uden at vinde. Tættest på var han i U. S. Masters i 1989, hvor han efter playoff tabte til Nick Faldo.

British Open og Scott Hoch har sin egen gentagne historie hvert år.
Statistikken siger delt 68 i 1995 samt misset cut i 1990 og 98. Vi ser ham ikke mere til British Open. Trods kvalificeret for det meste, er Hoch blandt de få, der helt har opgivet de britiske linksbaner.
Han siger det ligeud: "Disse åbne baner, med skiftende vinde ind fra havet og bølgede uregerlige fairways med uforudsigelige hop er ikke lige mig"

Ryder Cup '97 ©allsport/ALLSPORT

I år har Hoch stillet op på den amerikanske tour 19 gange og klaret cuttet de 15 af dem. Han har 4 top-10 og 12 top-25 placeringer. Årets bedste hidtil var i WGC Andersen Consulting Matchplay, hvor han i kvartfinalen - en runde længere end Thomas Bjørn - tabte stort til David Duval. Men en flot delt 5. plads efter 3 knebne sejre over først Stuart Appleby, Australien og derefter over 2 prominente europæere, Lee Westwood og Jesper Parnevik.

Hoch er med sin alder og rutine - altid i god balance med sig selv - en glimrende hulspiller. Han bliver en god spillepartner for Thomas Bjørn, rolig, venlig - et lidt stille gemyt - men helt igennem sympatisk og yderst professionel i sin indstilling.

Kigger vi på hans performencedata er der ikke noget specielt, der stikker i øjnene. Han er jævnt god i det hele, spiller par-3 og 4 hullerne til par og scorer på par-5 hullerne, trods han ikke er specielt langtslående. Han rammer 2 af 3 greens, og når han gør det, udnytter han hver anden birdiechance.

Scott Hoch anno 2000 ©allsport/ALLSPORT

Som hos så mange andre er sporten kommet ind med modermælken hos Scott Hoch, omend familien har valgt forskellige retninger. Hans far var en fremtrædende baseballspiller og broderen Buddy har været professionel bowlingspiller.

Hoch tillagde sig stor respekt og anerkendelse både som spiller og menneske, da han i 1989 efter sejren i Las Vegas Invitational, donerede $100.000 af præmiesummen til Arnold Palmers børnehospital i Orlando. Hospitalet havde helbredt Hochs på det tidspunkt 5-årige søn Cameron for en ondartet infektion i højre ben.

Scott Hoch er kort og godt en spiller, der endnu ikke har lagt fremtiden bag sig, han kan nårsomhelst på dagen ryste et stort resultat ud af ærmet. Han tilhører den klasse af spillere, der må betegnes som liggende lige under den absolutte top. Trods alder og stigende konkurrence i USA - ikke mindst grundet tilgangen af europæere - er han stadig mellem de fremtrædende - og vil sikkert være det flere år endnu.