|
Nykredit Masters
|
04. september 2005 kl. 17:39
|
Iben Tinning vandt Nykredit Masters
|
|
Iben Tinning gratuleres af HKH Kronprinsesse Mary. Foto: Michael Lermark
|
Taktfaste klapsalver ledsagede Iben Tinning frem til green på 18. hul, efter at hun med et formidabelt andetslag i realiteten havde sikret sig sejren i Nykredit Masters.
Også Amanda Moltke-Leth og Cecilia Ekelundh slog sig på green til begejstring for bl.a. Kronprinsesse Mary, der havde indtaget sin plads på tribunen efter at have fulgt spillet på de afgørende huller. Også hun blev klappet på plads ved sin ankomst.
De afsluttende putts blev nervøse. Cecilia Ekelundh var på bag-9 faldet fra 1. pladsen efter bl.a. et besøg i hestefolden på hul 10, og hun var usikker på, om hun faktisk puttede for 25.000 $ og en volvo i Volvo Cross Country Masters. Hendes putt sluttede et par centimeter fra hullet, og hun måtte nøjes med par. Bagefter viste det sig, at 3. pladsen præcis var nok til at erobre den eftertragtede præmie foran Iben Tinning og Lisa Holm Sørensen.
Derefter var Amanda Moltke-Leth ganske tæt på en birdie, men bolden løb præcis så langt forbi hullet, at der var en del arbejde tilbage, og et suk gik gennem publikum, da hun missede returputtet og fik en bogey, så hun faldt fra delt 5. til delt 6. plads.
Endelig Iben Tinning, hvis putt fra knap 2 m ikke var særlig vellykket, men havde den positive effekt, at hun kort efter kunne putte ud som turneringens sidste og få den begejstrede slutapplaus. Det var en storartet præstation af den danske spiller, som kan blive en afgørende faktor i den kommende uges Solheim Cup, hvis hun tager formen med til USA.
Iben Tinning var i spidsen på et tidspunkt under næstsidste runde, men så kom der "noget mudder" på bag-9, som skulle undgås i sidste runde. Det klarede hun overbevisende. Hun gik den afsluttende runde i - 7, en 65-er, og var en fortjent og suveræn vinder, som blev hyldet med voldsomt bifald af omkring 5000 tilskuere til præmieoverrækkelsen, hvor hun modtog vindertrofæet af Kronprinsesse Marys hånd.
Amanda Moltke-Leth gjorde det fremragende i sin første optræden i en førerbold på sidste dag. Sidste rundes - 2 indbragte hende en delt 6. plads i - 9.
Blandt de øvrige danskere var det Rikke Rasmussen, der havde størst succes sidste dag, hvor hun sluttede i - 3. De danske slutscorer blev: 26. Julie Tvede par. 40. Mianne Bagger + 4. 42. Rikke Rasmussen + 5. 59. Carina Vagner + 8. 61. Lisa Holm Sørensen + 9.
Slutstillingen i toppen af Nykredit Masters, der blev en fornem triumf for ikke kun de aktive danske golfspillere, men også arrangørerne, blev: 1. Iben Tinning - 15. 2. Lora Fairclough, England - 13. 3. Cecilia Ekelundh - 12. 4. Minea Blomqvist, Finland - 11. 5. Johanna Waldh, Sverige - 10. 6. Amanda Moltke-Leth og Maria Blomqvist, Sverige - 9. 8. Sophie Sandolo, Italien - 8.
Opret et debatindlæg om historien
|
Tip en ven med Golf Online
|
X
|
|
|
|
|