Onsdagssneglen Debat Klubber Matcher Tournyt Rejser Udstyr

Ginn Tribute 04. juni 2007 kl. 00:55

Nicole Castrales første LPGA-sejr

Af Svend Novrup Tip en ven

Nicole Castrale - sloges indædt og besejrede verdens nr. 1 i omspil.
Det lignede en sikker sejr for verdens aktuelle nr. 1, Lorena Ochoa, før sidste runde af Ginn Tribute hosted by Annika i Mt. Pleasant, South Carolina. Vejret drillede, så man måtte vente til et stykke ud på dagen, før man lod feltet gå ud fra såvel hul 1 som hul 10. Ochoa havde tre slags forspring, men var til gengæld i birdiekrise. Efter 14 huller af runden havde hun på turneringens seneste 21 huller kun fået en enkelt birdie, men fem bogeys, og i mellemtiden var såvel Nicole Castrale, der endnu ikke havde vundet en LPGA-turnering, selv om hun åbenlyst havde styrken til det og flere gange havde været fint fremme i sine 55 turneringer, som Christie Kerr kommet tæt på. Rookien Angela Park faldt afgørende tilbage, da hun gik i vandet på hul 16 og fik dobbeltbogey. Hun fik et af dagens største bifald, da hun fik birdie på sidste hul efter et superslag fra 150 meter, og dermed blev hun trods alt nr. 6 i - 3.

Ochoa, som havde fået sit mest determinerede udseende tilbage efter en lidt ubekymret start, fik lidt luft ved at hole et langt putt på hul 15 for en birdie, som konkurrenterne ikke kunne gøre efter. En stor fejl i tredje slag kostede en bogey på hul 16, men den gjorde Castrale efter. Christie Kerr stod stille, selv om det hele tiden var lige ved og næsten, lige til hun pludselig løb ind i en dobbeltbogey på hul 17 og var væk. 

På hul 17 strammede tingene til. Her fik Castrale, som fik mange gode råd fra sin caddie og mand under vejs, en birdie, mens Ochoa missede et parputt, så de to spillere startede sidste hul lige i - 9. Det gav en dramatisk finish som hulspil. Castrale havde et putt for sejren, men puttede kort, og så blev der omspil. Det startede Ochoa med at gøre korsets tegn uden den ønskede virkning - hendes drive gik i vandet! Derefter kunne Castrale drive safe og fulgte op med et glimrende andetslag på green. Ochoas tredje slag efter at have droppet var et mirakel. Fra et elendigt leje slog hun tre meter fra pinden og var centimeter fra at hole fjerde slag. Dermed kunne Castrale vinde med sit toputt, og som interesseret tilskuer kunne Annika Sörenstam konstatere, at Castrale havde gjort, hvad der synes umuligt, da hun var fire slag bagude ved vendingen og to bagud med to tilbage: Hun havde vundet sin første LPGA-sejr.

Sörenstam klagede allerede lørdag over, at hun var dødtræt. Hun havde ikke gået 18 huller, siden hun blev skadet, og nu skulle hun gøre det fire dage i træk. Tredje dag gik i + 2, men sidste runde gik i + 4, efter at hun en overgang havde ligget til + 6. Hun var alligevel ved godt humør og lovede smilende, at hun snarest ville kaste sig ud i at generobre førstepladsen på verdensranglisten.

Suzann Pettersen fra Norge var tilbage i sin gamle stil med tre gode og en enkelt katastrofal runde. Katastroferunden på moving day kostede + 6, og da resten af turneringen gik i par blev hun nr. 45 i + 6. Bedst placerede svenske spiller blev Karin Sjödin som nr. 12 i par.

Slutstillingen i toppen af den sidste turnering før årets anden major, som spilles i den kommende uge, blev:

1. Nicole Castrale, USA - 9
2. Lorena Ochoa, Mexico - 9
3. Christie Kerr, USA - 6
4. Paula Creamer, USA - 5
Sarah Lee, Korea - 5
Angela Park, Brasilien - 3


Ochoa mod ny sejr
Ochoa svinger taktstokken
Brasiliens super-rookie fører




Opret et debatindlæg om historien









Fotos: