|
World Golf Championships-CA
|
14. marts 2010 kl. 23:38
|
Els vandt lærer-elev-duel
|
|
Ernie Els fik sit bedste resultat i årevis.
|
Efter få huller stod det klart, at CA Championship på Doral blev en duel mellem lærer, Ernie Els, og elev, Charl Schwartzel, der er et af de fremragende resultater af arbejdet i Ernie Els Foundation i Sydafrika. Nogle gange stod de lige, men det meste af tiden var Els foran. På hul 14 slog Els i palmerne og ramte igen med sit andet slag en palme, mens Schwartzel lå på kanten af green.
Schwartzel fik sin sikre par, men Els slog først på green med fem meter til hullet og holede derefter suverænt, hvorved han beholdt sin et slags føring. På par-3 hullet 15 gik Els i bunker, men øjeblikket efter fik hans udfordrer et solidt spejlæg. Bunkerslaget gik over green og havnede ved siden af Els’, og så blev forskellen udbygget til to slag. Siden voksede den yderligere, men man undte Ernie Els den sejr, der er undsluppet ham i USA i mere end to år, og for Schwartzel, der allerede har vundet to gange i år, var det et nyt bevis på, at han hører til i den øverste top.
Bag de to sydafrikanere var der ingen, der rigtig fik stablet en udfordring på benene, så det kom til at gælde tredjepladsen. Den blev til slut delt mellem Matt Kuchar, Martin Kaymer og Padraig Harrington i -11. Harrington gik dagen i par som den dårligste af dem, der sluttede i top-10, men ser man på dem, der var i top-10 før dagen, var Robert Allenby og Søren Hansen dårligst.
Danskeren kæmpede hårdt hele dagen, som han gjorde det lørdag. Det lignede hans bundniveau, og derfor må man beundre, at det trods alt blev til en placering som nr. 18 i -6 efter en runde i +1. Lyspunkterne var et fantastisk bunkerslag på hul 15, som blev holet, og siden et putt fra semirough på 16, også i hul; ja, og vi bør medtage det fire meter lange putt på sidste hul, der blev sænket, så han trods alt beholdt top-20-placeringen. Top-10 så således ud: 1. Ernie Els -18. 2. Charl Schwartzel -14. 3. Martin Kaymer, Matt Kuchar og Padraig Harrington -11. 6. Alistair Presnell, Graeme McDowell, Alvaro Quiros, Paul Casey og Bill Haas -10.
Betingelserne sidste dag var perfekte fra start, mens det senere blæste forholdsvis kraftigt op. Flere af de tidlige spillere drog fordel af forholdene. Mest Ian Poulter og australieren Alistair Presnell, der begge gik i -8. Det gav sidstnævnte en top-10-placering, mens Poulter spillede sig frem som nr. 37.
Søren Kjeldsen gik i -6 med bl.a. en smuk eagle på hul 8. Han lå desværre så langt bagude, at han ikke engang nåede 58. pladsen med verdensranglistepoint, men blev nr. 60 i +3. Anders Hansens smukke runde i -5 bragte ham dog frem som nr. 45 i -1.
Lad os se lidt på nogle stærke spillere, for hvem turneringen blev en skuffelse: 14. Phil Mickelson -8. 16. Steve Stricker og Camilo Villegas - 7. 22. Anthony Kim -4. 30. Lee Westwood og Hunter Mahan -3. 37. Poulter, Stewart Cink, Sergio Garcia, Jim Furyk og Henrik Stenson -2. 45. Kenny Perry -1. 50. Angel Cabrera og Adam Scott par. 56. Retief Goosen og Thongchai Jaidee +2. 62. Robert Karlsson +5. 65. Rory McIlroy +7. 67. Oliver Wilson +8.
Så er det heller ikke værre at blive nr. 18!
Opret et debatindlæg om historien
|
Tip en ven med Golf Online
|
X
|
|
|
|
|